Article: Anmeldelse: Henrik Vibskov, The Last Pier Pandemonium, fredag d. 13. august, kl. 22

På en bro i Ørstedsparken bød Henrik Vibskov, som en mand af folket, på lige dele kids’ party og global samvittighed. Som sidste sæson var udgangspunktet global opvarmning, og Vibskovs show tegnede et billede af den sidste bastion på verdenshavene. Fra det dommedagsagtige set-up kom der relativt klædeligt tøj ud. Ikke at Vibskov havde forladt sine farver og striber, men det var primært på herresiden, at han ironiserede.

Designer Maja Brix havde lavet poetisk sammenhængende og anvendeligt womenswear – kjoler faldt blødt og transparent, smukke monokrome ensembles med en sort jakke med vidde og længde fortil blev samlet af et sort læderbælte med hårnålslukning og et andet i sart syrenfarvet lang ærmeløs jakke med maxinederdel. Vidde, korte frakker i grå faldt med volumen og en perforeret ruskindsjakke tog elegant springet fra legeland til modeland. Der var også mere ungt appellerende bløde, gule kjoler og tunikaer med lynlåsdetaljer, der blottede syrenfarvede kiler. Af den unge og mindre klædelige skuffe var der en bolchestribet body, der brød poesien. Der var også en vatteret Libertyjakke, og ditto print var brugt som en dyne-wrap til mænd, som spillede mere på den tematiske overlevelsesmode end salgbarhed.
[[addon]]Fra starten var det tydeligt, at Vibskovs mand og kvinde orienterer sig mod forskellige æstetikker – ikke at der er noget problematisk i det – men kvinden er bare langt mere moden og lyrisk end hendes noget usammenhængende følgesvend, der stadig går med printede gamatcher med farvede frynsebånd, jakkesæt med blå-orange-rosa striber og farvede knæstrømper – mere wacko end klædeligt. Der var dog også modne herreshorts, fint meleret strik og anvendelige frakker. 

Accessories med træinstrumenter og solariebriller slog naturkatastrofe/overlevelse-temaet an, men halvvejs inde kom en mand ud skubbende et træskib foran sig, og Noas ark mytologien var soleklar. Det kan godt være, at der blev spillet på alle effekttangenter, og at moden er medansvarlig for den globale altkonsumerende situation, men det var forfriskende, at modeugen sluttede med en samvittighedsfuld designer, der formår at balancere fest med tankevirksomhed.