Podcasts

Netop som vi troede, vi havde set sløjfer nok, vokser denne broche ud af eksklusivt designsamarbejde

I skiftet mellem mode, kunst og udsmykning har Maikel Tawadros med modebrandet Arv og smykkedesigneren Ninna York samarbejdet om en minimal kollektion, der forener Arvs punkede referenceramme med Ninna Yorks signaturer. Mere end deciderede smykker er deres designs tænkt som “et stykke kunst, du kan have på, og som afspejler kreativiteten og individualiteten,” som Maikel Tawadros selv formulerer det.

Samarbejdet består af to brocher i sterlingsølv, som kommer til at indgå i Arvs AW24-kollektion. Den ene er en sløjfe flankeret af piercinger, mens den anden leder tankerne hen på en sikkerhedsnål med ferskvandsperler, der lader Ninna Yorks inspiration fra naturelementer komme til udtryk.

Arv blev startet i 2018 af Maikel Tawadros, der tidligere har haft brand i eget navn. Smykkebrandet Ninna York blev stiftet tilbage i 2015 og laver håndlavede arkitektoniske smykker fra sit studio i København.