Den fuldendte Saks Potts-familie
Med både mænd og børn tilføjet til modelcastet inviterede Saks Potts til en familiefest i Tivolis Koncertsal, hvor særligt deres læderstyles var imponerende.Saks Potts, onsdag den 1. februar 2023 klokken 18.00
Hvis nogen er garant for et show, hvor der virkelig menes show, så er det Saks Potts. Man kan få tanken, at de spørger sig selv: “Hvad kunne være det allervildeste at gøre denne sæson?” – og så er det dét, de to kvinder bag brandet, Cathrine Saks og Barbara Potts, sætter sig for.
Aftenens show var ingen undtagelse. Her lod spørgsmålet til at have været: “Hvad med at vi får alle gennem et lukket Tivoli, ind i koncertsalen og starter med at få Tivoligarden til at optræde?” Og lad mig bare sige det sådan: der var ikke et øje tørt, da børneorkestret marcherede ind og optrådte for den fyldte koncertsal. Og det var der heller ikke, da flere af modellerne trådte ind på scenen med deres børn på armen eller i hånden. Eller da alle modellerne sluttede af i en stor gruppe på scenen, som stillede de op til et familiefoto til den helt store fætter-kusine-fest.
Om det skal forstås sådan, at Saks Potts nu skal til at lave tøj til både mænd og børn, og at man derfor kan blive en fuldendt Saks Potts-familie, er ikke til at sige, men til showets formål gik det i hvert fald rent ind. Om end det stadig var tøjet til kvinderne, som dominerede kollektionen, hvor særligt overtøjet igen var kernen for brandet – præcis som da de startede.
Pelsen har de for længst bevæget sig væk fra, hvilket er helt i overensstemmelse med Copenhagen Fashion Weeks nye minimumsstandarder, men det savner man bestemt heller ikke, når de excellerer så flot uden. Tag nu for eksempel den røde rulamsjakke, som Mathilde Gøhler åbnede showet i: perfekt postkasserød, flatterende, boxy fit og uendeligt blød. Og med matchende lang nederdel, som gav looket en snert af 70’er, men på en meget nutidig facon med lynlåse som slidser.
Eller den chokoladebrune læderjakke i en meget enkel, kort pasform uden så mange dikkedarer rent konstruktionsmæssigt, men prydet med sejlringe i forskellige størrelser, som skaber raffinerede kik til huden. Et greb, som går igen fra sommerens kollektion, og i min optik allerede er meget Saks Potts’k.
Der var en klar rød tråd i kollektionen – årtusindeskiftet: det skarpt mosgrønne bouclé-sæt og de pailletbesatte, Burberry-lignende tern, for eksempel. Men det hele er opdateret og gjort voksent og lækkert, så det netop ikke bare er 00’erne genbesøgt. Og her taler jeg altså ikke Y2K-moden, som vi snart sagt har set mere end rigeligt til de sidste par sæsoner. Her taler vi de mere romantisk-flippede 00’er-tendenser med lidt skæve materialer som taft, førnævnte bouclé, ruskind med udstanset ’blondemønster’ og et limegrønt sæt med applikerede, tredimensionelle blomster. Ligeledes var det plastiklignende lilla materiale på en skjorte og et par bukser noget, som mindede mig om 00’er-barndommens oppustelige rygsæk, men lad os bare sige det sådan: ikke alt fra dengang behøver vi at genbesøge. Nej, Saks Potts brillerer i læder, rulam og skind, og det er dejligt at se dem have et så stort fokus på det, de gør bedst.
Se hele kollektionen her