Podcasts
Magasin er sat til salg

Magasin du Nord solgt

Stormagasinet skifter hænder igen, men fortsætter som uafhængigt selskab under nuværende direktion.
Stormagasinet skifter hænder igen, men fortsætter som uafhængigt selskab under nuværende direktion.

Siden 2009 har Magasin været drevet af den britiske stormagasinkæde Debenhams, som dengang opkøbte foretagendet for 101 millioner kroner. Briterne har dog over længere tid været på udkig efter nye ejere, og i september måned sidste år blev Magasin du Nord altså sat til salg igen – og nu er det ikoniske stormagasin med mere end 150 år på bagen endelig blevet opkøbt. Magasin er dog ikke tilbage i danske hænder, men man skulle ikke længere end til Tyskland for at finde den rette ejer til at videreføre stormagasinets legendariske historie.

De glade købere er nemlig det familieejede Peek & Cloppenburg, og det er de helt rette til opgaven, mener Magasins økonomidirektør.

“Vi er ovenud glade for langt om længe at have fundet en pålidelig og langsigtet partner i det familieejede selskab Peek & Cloppenburg. De har set og anerkendt vores potentiale og værdsætter vores 153 års erfaring og iværksætterånd,” siger Peter Fabricius i en pressemeddelelse. Han påpeger, at de to brands har meget til fælles.

“Sammenlagt har vi i omegnen af 275 års erfaring. Nu ser vi for alvor frem til sammen med Peek & Cloppenburg at være med til at forme fremtiden for detailhandel,” siger Peter Fabricius, økonomidirektør, Magasin.

Peek & Cloppenburg-koncernen driver omkring 140 butikker i 15 lande samt forskellige internationale onlinebutikker via datterselskabet Fashion ID. Ifølge de nye ejere sker opkøbet på det helt rigtige tidspunkt.

“Med købet går vi ind på et nyt europæisk marked, hvor vi ser et stort potentiale, og vi glæder os til en fremtid med Magasin du Nord,” udtaler Peek & Cloppenburgs ledelse.

Parterne vil ikke afsløre salgsprisen, men ifølge The Times blev Magasin tilbage i september vurderet til at kunne indbringe mellem 1,2 og 1,6 milliarder kroner.

Magasin blev grundlagt i 1868 og har i dag syv butikker fordelt på Kongens Nytorv i København, Lyngby, Rødovre, Fields, Odense, Aarhus og Aalborg.