Podcasts
REGNSKAB

Five Units fremlægger markant tilbagegang – og ny ejerkreds og strategi

De to brands Five Units og Plain Units har i 2019 igangsat en ny strategi, som blandt andet har medført forventet tilbagegang, en trimning af kollektioner og medarbejdere – og et ejerskifte, der betyder, at grundlægger Carit Løvdal er trådt ud.
De to brands Five Units og Plain Units har i 2019 igangsat en ny strategi, som blandt andet har medført forventet tilbagegang, en trimning af kollektioner og medarbejdere – og et ejerskifte, der betyder, at grundlægger Carit Løvdal er trådt ud.

Meget er hændt hos Five Units de seneste år. Siden stiftelsen i 2008 har mærket både udvidet med et søsterbrand i 2014, en herrelinje under navnet Plain Units, været Gazelle-virksomhed i 2014 og 2018, og i 2019 gik CEO Thomas Nissen af til fordel for brandets nye direktør, Inge Kindberg. For slet ikke at tale om en række interne forandringer i virksomhedens struktur og de tilhørende underbrands, der også har fundet sted siden 2008 – blandt andet lukningen af det tredje brand, 2ndone, som blev effekturet i slutningen af december sidste år.

Men nu er Five Units klar til endnu en opdatering.

“Efter at have været kåret til Gazelle-virksomhed ad to omgange var virksomheden vokset så meget, at fundamentet ikke længere kunne bære. Det var nødvendigt at genopfinde virksomheden og i samme forbindelse valgte vi i 2019 at trimme virksomheden ganske markant: reducerede antallet af medarbejdere, reduceret et stort overlager, lukkede et varemærke, lukkede en række markeder, ændrede set-up på nogle markeder fra agent til egen sælger, mindskede kollektionerne, med mere. Alt sammen for at fjerne kompleksitet, gøre virksomheden mere enkel og fokusere på det med mest potentiale,” lyder det fra Inge Kindberg til Fashion Forum, der kan fortælle, at firmaets nu også har foretaget et nyt ejerskifte, ligeledes med den langsigtede værdiskabelse for øje.

Det betyder, at den oprindelige stifter, Carit Løvdal, er trådt ud af ejerkredsen, hvorfor Five Units og Plain Units nu ejes af selskabet Units Holding, som ejes af Poul Bertelsen, de norske agenter Frode Strømman og Maria Olsson samt direktør Inge Kindberg selv.

Dalende overskud – og grønne mål

Den nye strategi betyder altså også, at Five Units og Plain Units i 2019 valgte at lukke en lang række markeder og i stedet fokusere på få, men gode af slagsen. Derfor er de to brands i dag udelukkende repræsenteret i Danmark, Norge og Sverige, der er hovedmarkederne, samt Tyskland og Benelux. En beslutning, der – forventeligt – har sat sit præg på resultaterne. Det viser virksomhedens nye årsregnskab for perioden 1. januar til 31. december 2019. Heri ses det, at bruttofortjenesten er faldet til 9,8 millioner kroner fra lige over 20 millioner året før. Samme udvikling ses på bundlinjen, hvor man finder et overskud på 1,9 millioner kroner, modsat 9,8 millioner i 2018. Egenkapital ligger på 5,1 millioner sammenlignet med 13,2 millioner året før.

“Vi vidste godt, at det ville have en stor økonomisk effekt i både 2019 men også ind i 2020, men det var nødvendigt at gøre for at fremtidssikre virksomheden, så den også er relevant om fem til ti år,” siger Inge Kindberg videre om den markante tilbagegang. En tilbagegang, der netop skyldes de bevidste valg om et strategiskifte, som blev truffet i foråret 2019.

Den nye strategi handler dog ikke kun om at optimere virksomheden økonomisk, men også om at imødekomme nogle voksende bæredygtige ambitioner. Det har medført, at Five Units i løbet af det sidste år har reduceret udvalget af styles på hver kollektion samt trimmet de interne arbejdsgange, så de kan mindske antallet af vareprøver.

“Vi har noget på hjerte og vil bidrage med en positiv effekt i menneskers liv og reducere vores aftryk på verden. Derfor gør vi blandt andet op med store årlige kollektioner, en uendelig række af såkaldte moderigtige ’must haves’ samt den tilgang, at mennesker skal tilpasse sig tøjet og ikke omvendt,” siger Inge Kindberg i en tilsendt pressemeddelelse og afslutter:

“Vores opskrift på vækst er enkelthed: at lave et mindre udvalg af bukser, være færre mennesker involveret i at lave dem og så give plads til, at mennesker kommer før bukser. Det har hurtigt resulteret i en sundere forretning og en kultur båret af en bedre forståelse for hinanden og de mennesker, vi handler med – i alle led. En tilgang, vi blandt andet havde succes med i relation til vores forhandlere under forårets Corona-krise.”