Podcasts
REGNSKAB

Freya Dalsjø om sit seneste regnskab: “Nu er jeg på vej tilbage"

Oven på et langt stresforløb er designer Freya Dalsjø ved at puste nyt liv i sin forretning og skabe et solidt økonomisk fundament.
Oven på et langt stresforløb er designer Freya Dalsjø ved at puste nyt liv i sin forretning og skabe et solidt økonomisk fundament.

“Man kan jo se, at der ikke er særlig meget aktivitet i den seneste regnskabsperiode. Og det er, fordi jeg har haft en mega slem stress-sygemelding og faktisk ikke rigtig har arbejdet i den periode. Jeg har arbejdet lidt hen mod slutningen af regnskabsperioden, men bare meget lidt. Så det er det, det afspejler,” fortæller Freya Dalsjø om det regnskab, der lige er kommet ud fra hendes virksomhed i eget navn.

Stress-sygemeldingen er en, Freya Dalsjø også fortæller om i et interview i Elle i denne måned. Da hun efter nogle angstanfald ikke var i stand til at arbejde, tog hun en pause og var sygemeldt i 20 måneder. Og det er den pause, der nu afspejles i regnskabet. Her lander årets resultat efter skat således på -99.335 kroner for regnskabsåret 2023/24. I 2022/23 lå det på -99.649 kroner.

Fotograf: Souleymane Alexandre

“Nu er jeg på vej tilbage. Selvfølgelig på en anden måde end før, men også lidt tilbage i det samme. Mit arbejde handler jo om det samme, kan man sige. Men lige nu har vi nogle forskellige produktlinjer og lidt forskellige måder, vi sælger på. Vi laver smykker nu, og så har vi en masse private ordre. Og det er en stor del af virksomheden lige nu at lave skræddersyede kjoler og brudekjoler, hvor det er enkelte kunder, der bliver designet og produceret til,” fortæller Freya Dalsjø om vejen tilbage til arbejdet.

LÆS OGSÅ: Fik du læst? Her er de 5 mest læste regnskabshistorier i 2024

Udover de private ordrer har hun en lille kollektion, som sælges via egen webshop. Det er planen, at der skal startes op med wholesale igen, men det skal gøres i det rette tempo. Indtil videre er 2025 godt fyldt op med private ordrer, og det passer godt til både virksomheden og helbredet lige nu. Udover brudekjolerne fylder kjoler til særlige arrangementer også blandt bespoke-ordrene. Her har hun blandt andet skabt en blå silkeduchesse kjole til hovedrolleindehaveren i Thomas Vinterbergs ‘Familier som vores’ Amaryllis Augusta, som hun havde på ved premieren under Venedig Film Festival. Freya Dalsjø stod også bag Cecilie Ingdals to kjoler, en hvid og en sort, til Elle Awards 2024.

“Private ordrer er ikke noget, vi tidligere har gjort vildt meget. Det er bare lige pludselig kommet til, men det har været en proces, der er super egnet til, hvordan jeg har haft det. Der er forholdsvis få mennesker involveret i det, det er forholdsvist enkelt, og det strækker sig over længere tid, så jeg kan fordele arbejdet ud over perioden. Så på den måde er tempoet lidt langsommere, fordi folk typisk også er i god tid med sådan en bestilling i forhold til meget andet i modebranchen,” forklarer hun om fordelene ved det nye, mere indskrænkede setup.

Regnskabet viser også, at det banklån, virksomheden havde i 2022/23, er blevet afviklet, så der netop kun er gæld til virksomhedsdeltagere og ledelse tilbage i virksomheden. Freya Dalsjø er eneejer af virksomheden og arbejder sammen med sin gode ven Mikkel Schou og sin mor Karis Dalsjø.

“På den måde er det jo en rimelig sund virksomhed. Vi tjener nogle penge, som vi reinvesterer, og så kører det jo derudad på den måde. Vi har ikke noget banklån, og vi har heller ikke nogle investorer, vi skal betale tilbage eller stå til ansvar overfor, så vi har en masse frihed, som jo er en kæmpe fordel,” afslutter hun.

Fotograf: Madeleine Carstensen