Podcasts
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Mandatory vil kombinere “personlige relationer og autenticitet med teknologi" i ny digital messe

Under den kommende modeuge afvikler Mandatory for første gang deres nye digitale messe, som er lavet i samarbejde med NuOrder by Lightspeed.
Under den kommende modeuge afvikler Mandatory for første gang deres nye digitale messe, som er lavet i samarbejde med NuOrder by Lightspeed.

Med et ønske om at imødekomme en global modeindustri, der i stigende grad udforsker digitale muligheder, lancerer Mandatory en digital messe i samarbejde med B2B-platformen NuOrder by Lightspeed. Samarbejdet handler om at bygge bro mellem digitale og fysiske messer og vil løbe parallelt med Mandatorys fysiske messe i København mellem den 28. og 30. januar 2025.

Med den digitale messe ønsker Mandatory at adressere de udfordringer, der kan opstå, når købere og brands ikke fysisk kan mødes. NuOrders teknologi giver brands og detailhandlere bedre mulighed for at forbinde sig og optimere arbejdsprocesser. Dermed vil NuOrders platform gøre det muligt for brands at præsentere deres kollektioner online før de fysiske events, hvilket åbner for relationer mellem brands og internationale købere, der ikke fysisk kan deltage. Med over 3000 brands og 100.000 detailhandlere forenkler NuOrder processen fra præsentation til køb.

“Detaillandskabet har ændret sig efter pandemien,” siger Mads Petersen fra Mandatory i en pressemeddelelse og peger på, hvordan brands og detailhandlere skal forholde sig til en modeindustri i forandring. Han fortsætter:

“Forbrugerne er mere vidende end nogensinde, og detailhandlen står over for et mindre, men mere krævende marked. Det betyder, at samarbejde mellem detailhandlere og brands er vigtigere end nogensinde for at skabe stærke og bæredygtige relationer, der driver langsigtet succes.”

“Muligheden for at modtage ordrer året rundt uden geografiske begrænsninger er en gamechanger. Vi kan fremvise vores kollektioner til de rette købere, hvor som helst og når som helst,” lyder det fra MajLa Pizzelli, grundlægger af ATP Atelier, i en pressemeddelelse.

Clara Leone, medstifter af Mandatory, ser samarbejdet som en balancegang mellem digital effektivitet og menneskelige relationer:

“I udfordrende tider er det vigtigere end nogensinde at kombinere menneskelige værdier, personlige relationer og autenticitet med teknologi. NuOrder gør det muligt for os at udnytte digitale værktøjer uden at gå på kompromis med den tillid og varme, som personlige forbindelser skaber.”

Ud over den digitale messe forventes aktører som Rinascente, Peek & Cloppenburg, Illum, Highsnobiety og Slam Jam at deltage i den fysiske messe i København. Detailhandlerne er alle en del af NuOrders globale netværk.