Bareen åbner første flagship store: “Vi tror på, at online-æraen har peaket"
For blot få år siden tilbød brandet ’bare-en-t-shirt’, men med nye holdkræfter, et navneskift og en pop-up-butik i bagagen ser Bareen mod nye horisonter. Få et kig indenfor her.Udviklingen er fortsat tydelig at se hos Bareen, der per dags dato skifter pop-up butikken ud med deres første permanente flagskibsbutik beliggende i på Ny Østergade i København.
For otte måneder siden blev Kasper Willy – der tidligere har arbejdet hos blandt andre Martin Asbjørn og Iso.Poetism by Tobias Birk Nielsen – en del af Bareen med titel som ny Brand Director. Målet var at tage det voksende basisbrand til næste niveau, og det ser ud til at være lykkedes.
“Betydningen af at tilbyde en autentisk oplevelse for kunderne, ved at lade dem føle og interagere med vores tøj og univers, er i den grad blevet bekræftet i vores pop-up de sidste tre måneder,” fortæller Kasper Willy i en pressemeddelelse. Det understøtter Anton Louis, medstifter og kreativ direktør i Bareen:
”Vi tror på, at online-æraen har peaket. Folk vil have en oplevelse, og vi vil se vores kunder i øjnene og høre deres feedback. Det er meget mere ægte end Trustpilot,” udtalte han i sommer om beslutningen bag brandets første sats ud i fysisk retail i forbindelse med åbningen af deres pop-up.
I den 110 kvadratmeter stilrene butik vil man kunne finde Bareens sortiment af basisvarer – udstillet enkelt og farvekoordineret, hvilket ræsonnerer med brandets univers.
“Jeg er gået efter at skabe en butik med følelser, hvor butikkens indretning er tænkt som et galleri, og hvert produkt bliver en udstilling – og hvert rum fortæller en historie. Jeg har bevidst skabt en atmosfære, som er rå, hvor stål og beton danner lærredet for vores kollektion. Disse materialer er ikke bare en æstetisk ramme – det er følelser, der bidrager til en stemning af styrke og robusthed,” fortæller Kasper Willy til Fashion Forum om tankerne bag indretningen af den nye butik.
Butikken åbner i dag den 1. december 2023, og har adresse op på Ny Østergade 10, 1101 København.