Podcasts
CORONA

Resultaterne af pandemiens kreative benspænd udstilles

At pandemiens konsekvenser blev som et sæt dogmeregler for Designskolen Koldings afgangselever vises fra september på udstillingen 'Look don't touch', der præsenterer mere end 100 afgangsprojekter på Koldinghus.
At pandemiens konsekvenser blev som et sæt dogmeregler for Designskolen Koldings afgangselever vises fra september på udstillingen 'Look don't touch', der præsenterer mere end 100 afgangsprojekter på Koldinghus.

Alle har været mærket af pandemien, der fra starten af året lagde sin klamme, konkrete hånd på vores frihed, forretninger og fremtidsplaner. Også for afgængerne på landets designskoler, der har måtte færdiggøre deres afgangsprojekter på afstand af skolen, værksteder, samarbejdspartnere og hinanden. Hvilket har, som der står i en pressemeddelelse fra Designskolen Kolding, været både “utrygt, begrænsende og svært – og samtidig befriende, berigende og let.”

Præcis hvordan det har påvirket ‘årgang 2020’ fra Designskolen Kolding, kan man se på udstillingen ‘Look don’t touch’, der åbner den 18. september 2020 på Museet på Koldinghus. Her viser studerende fra kandidat- og bacheloruddannelsen deres mere end 100 afgangsprojekter, hvor flere har taget pandemiens udfordringer med i betragtningen – og resultatet. Som modedesigner Martha von Guenther, der har inkluderet mundbindet – dog af ineffektivt pyntetyl – som en del af sin tøjkollektion. Eller kommunikationsdesigner Eszter Marie Kristensen Szabo, der står bag en fiktiv dating-app og en sanse-guide til mennesker uden kæledyr, der skal stimulere den hudsult, som gravede sig dybt i hjertet hos de fleste bag forårets lukkede døre.

Krisen som vendepunkt

Rektor for Designskolen Kolding og professor i psykologi Lene Tanggaard er samtidig en af landets førende forskere i kreativitet, og hun har i forbindelse med pandemien dykket ned i, hvordan pludselige benspænd påvirker vores evne til at skabe.

“Under coronaepidemien har ikke kun de studerende skullet genopfinde sig selv. Erhvervsdrivende har måttet finde nye forretningsmetoder, undervisningen er gået online, vi holder fredagsbar med venner og kolleger over Zoom. Kort sagt: vi har været udsat for et enormt kreativt benspænd. Der er tale om et sammenbrud i radikal forstand, som på ingen måde er ønskeligt, men som også udfordrer os positivt på, hvordan vi normalt gør tingene. Krise betyder i virkeligheden vendepunkt. Og det er netop det punkt, designere tager afsæt i, når de arbejder. De ser på det, der er, og undersøger, hvordan det kan gøres bedre,” fortæller hun i en pressemeddelelse.

Som led i den nytænkte afgangsudstilling vises en kunstnerisk installation, som fortolker den særlige tilstand under pandemien, som de studerende har måttet arbejde under. Og et nyt onlinekatalog formidler alle afgangsprojekter og viser de talks, videoer, performances og workshops, som afholdes både i udstillingen og online.

‘Look don’t touch’ vises på Museet på Koldinghus, 18. september – 22. november 2020.