Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
A.Roege Hove til sommermodeugen
COPENHAGEN FASHION WEEK, MODEUGE

Nu ligger det fast: Sommermodeugen forbliver i august

Ledende aktører fra den danske modeindustri har fastlagt datoerne for sommermodeugen i de næste tre år – og den bliver, hvor den er.
Ledende aktører fra den danske modeindustri har fastlagt datoerne for sommermodeugen i de næste tre år – og den bliver, hvor den er.

Debatten om tidspunktet for den københavnske sommermodeuge har stået på igennem en længere årrække. Skulle den ligge i uge 32 i august som nu eller rykkes til uge 26? En diskussion, der bunder i, hvordan branchen og modeugen bedst muligt positionerer sig. Dette i forhold til blandt andet udenlandske modeuger, ordredeadlines og indkøbsbudgetter. Meningerne har, både blandt brands og organisatorer, været delte, selvom slutmålet har været det samme: “at understøtte den stærkest mulige samlede showcase for udstillere, indkøbere og presse.” 

Sådan skriver de fire aktører, Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, CIFF x Revolver og WEAR, i dag i en pressemeddelelse. Den slår fast, at man på baggrund af flere undersøgelser blandt medlemmer, brands og indkøbere, har besluttet at lade datoerne stå fast for de næste tre år. Dette skal give “arbejdsro og ordresikkerhed for flest muligt af branchens mange aktører,” som det formuleres.

Ønsker i flere retninger

Der har ad flere omgange været en ophedet debat om netop ugen for sommermodeugen. Særligt de danske herrebrands har ønsket en placering først på sommeren. Således ville den ligge i forlængelse af de internationale herremodeuger, der hvert år starter med Pitti Uomo medio juni og løber måneden ud. Ikke overraskende viste undersøgelserne foretaget af Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, CIFF x Revolver og WEAR på et ikke oplyst antal brands, at størstedelen af herrebrandsne ønskede en dansk modeuge i uge 26, mens størstedelen af show- og damebrands, ønskede at forblive i august og børnemessen CIFF Kids blot ønskede at ligge simultant med resten af modeugen. Hos Copenhagen Fashion Week er man ikke i tvivl om, at en placering i august er essentiel:  

“Vi ser tydeligt, at disse brands ikke ønsker en flytning, da det vil være forbundet med store logistiske og praktiske udfordringer, samt et potentielt tab af momentum i forhold til de internationale modeuger, som vi efterhånden sammenstilles med, og som alle finder sted endnu senere i sæsonen – nemlig i september umiddelbart efter den københavnske modeuge. Så det må vi lytte til, hvis dansk mode fortsat skal gøre sig gældende ud over landets grænser,” siger CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark.

Hun bakkes op af direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen:  

“Interessentlisten i en debat som denne er lang: Vi taler hele markeder, indkøbere, messer, shows, brands, samarbejdspartnere, presse og konkurrerende modeuger. Selvom det er en kompleks samtale med mange synspunkter, bakker vi op om Copenhagen Fashion Week og ser som brancheorganisation en overvejende værdi i at bibeholde august som rammen for modeugen.”  

Nye herretiltag kan komme i spil 

Det er især i CIFF x Revolver, at man har mærket de modstridende holdninger til datoerne. Her har man brugt meget energi på at gå ind i problematikken. Men med de fastsatte datoer, og den ro de giver, vil man nu se på, hvordan man kan supplere organisationens to store halvårlige messer med alternativer for bedst muligt også at understøtte herrekategorien. 

HØR OGSÅ: Copenhagen Fashion Week SS24 på 25 minutter: Hør indkøberen, moderedaktøren og model-scouten

“Fusionen mellem CIFF og Revolver var drevet af et stærkt ønske om at skabe én samlet platform: Ét København. Derfor har vi naturligvis svært ved at se en showcase med internationalt udsyn som vores, der ikke flugter datomæssigt med det stærke udstillingsvindue, som Copenhagen Fashion Week udgør,” siger Direktør i CIFF x Revolver, Sofie Dolva og slutter:

“Når det er sagt, er vi nødt til at kigge på, hvordan vi blandt andet kan understøtte menswear bedst muligt, da deres ordremuligheder er underlagt væsentligt tidligere budgetdeadlines blandt internationale indkøbere. Derfor ser vi på muligheden for at facilitere ordredage for menswear-brands i vores faste showrooms på de junidatoer, som netop denne branchekategori så tydeligt efterspørger.”