Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

I nye hænder: Schweizisk familiefirma overtager danske Klarlund

Klarlund har i sine 75 år på markedet været i danske hænder. Dette skifter nu, hvor schweiziske Bucherer overtager den traditionsrige ur- og smykkeforhandler.
Klarlund har i sine 75 år på markedet været i danske hænder. Dette skifter nu, hvor schweiziske Bucherer overtager den traditionsrige ur- og smykkeforhandler.

Når julegaverne er overståede, og nytårsklokkerne har ringet ind, starter der samtidig et nyt kapitel i den hæderkronede ur- og smykkeforretning Klarlund, der har eksisteret i København siden 1947 – og dermed har 75 års jubilæum i år.

Det traditionsrige firma, der siden 1989 har været ejet af Axel Pitzner Holding, bliver nemlig overtaget af det schweiziske – og familieejede firma – Bucherer. Bucherer er i forvejen på det danske marked med butik i Illum, men vil fra den 4. januar 2023 også stå bag Klarlunds værksted og to forretninger i København, på Strøget og i Axel Towers.

Bucherer har for nyligt introduceret ‘Bucherer Certified Pre-Owned’-ure på det danske marked og er derfor også fuldt engageret i Klarlunds store urmagerværksted. Klarlund var i øvrigt den første forhandler af Rolex på det danske marked.

“Det var vigtigt for os at finde en ny ejer, som vi deler fælles værdier med og som forstår Klarlund både fra en urmagers og en smykkedetailforhandlers perspektiv. Med Bucherer har vi fundet netop det. De bidrager med den ekspertise og forståelse, som vi har været på udkig efter. Hos Klarlund har det vigtigste altid været tradition og lokale principper. Med Bucherer har vi nu en stærk, international partner, der stadig er familiedrevet og derfor opretholder disse værdier,” lyder det fra Morten Pitzner, tidligere ejer af Klarlund og formand i Pitzner Foundation, i en pressemeddelelse.