Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Navne

“Det sværeste er stadig den indviklede værdikæde.” Bæredygtighedsekspert rykker til Konges Sløjd

Stifter af Closed Loop og tidligere Head of CSR hos Wood Wood Suzi Christoffersen rykker til Konges Sløjd – og det her bliver hendes første punkt på dagsordenen.
Stifter af Closed Loop og tidligere Head of CSR hos Wood Wood Suzi Christoffersen rykker til Konges Sløjd – og det her bliver hendes første punkt på dagsordenen.

“Som ESG Specialist bliver mit hovedfokus gennemsigtighed og at sikre, at vi arbejder med ansvarlige leverandører, der opfylder vores krav til mennesker og miljø. Gennem gennemsigtighed og kortlægning af vores leverandørkæde kan vi begynde at skaffe bedre data og analysere vores fodaftryk. Så vi kan sætte mere præcise mål for forbedringer og reduktioner,” fortæller Suzi Christoffersen til Fashion Forum om det arbejde, hun står overfor i sin nye rolle som ESG (Environmental, Social and Corporate Governance) Specialist hos Konges Sløjd.

En rolle, hun går til med sine mere end ti års erfaring i modebranchen med fokus på bæredygtighed. De seneste syv år blandt andet gennem sit eget firma, konsulentvirksomheden Closed Loop, der siden 2015 har rådgivet modevirksomheder og udarbejdet CSR-, produkt- og materialestrategier. Sideløbende har hun arbejdet som gæsteforelæser hos VIA og siden september sidste år også som Head of CSR hos Wood Wood. En stilling, hun nu skifter ud med Konges Sløjd. Hun tilføjer:

“Certifikater er et andet stort fokus. Gennem forskellige certifikater kan vi bedre sikre os, at vi og vores leverandører opfylder de samme strenge krav.”

En uigennemskuelig værdikæde

Suzi Christoffersen har gennem Closed Loop været i berøring med mange dele af branchen og har fulgt udviklingen tæt. Ifølge hende, er den største udfordring for mange stadigvæk at gennemskue den ellers ofte uigennemskuelige værdikæde i en modevirksomhed.

“Der er flere udfordringer, alt fra overproduktion til genanvendelse, men noget af det sværeste er stadig den indviklede værdikæde og sikring af alle processer. Alt fra menneskerettigheder til CO2-regnskab. Uden korrekt data er det umuligt at beregne et præcist fodaftryk og derigennem reduktioner,” fortæller hun videre og svarer til det uundgåelige næste spørgsmål; hvordan sikrer man sig så den korrekte data som modevirksomhed i dag?

“Man skal starte med at mappe alle sine leverandører og underleverandører og så lave en risikoanalyse på dem, så man ved, hvilke udfordringer man eventuelt kan stå med. For eksempel sikkerhed på fabrikken, lønninger, miljøhensyn, kemikalier og så videre. Forskellige lande og forskellige produkter kan have hver deres udfordring, og disse udfordringer skal adresseres og håndteres korrekt, så man ikke overtræder nogle menneskerettigheder eller driver rovdrift på naturen. Gennem denne proces kan man begynde at indsamle data, som kan bruges til udregning af et CO2-aftryk,” svarer hun og tilføjer i forlængelse af sit eget førnævnte fokus på certificeringer i sin nye stilling:

“Certifikater kan være med til at strømline denne proces og sikre, at man arbejder efter en fælles standard, og at det bliver verificeret af en tredjepart,” lyder det afsluttende fra den nye ESG Specialist hos Konges Sløjd, som på nuværende tidspunkt arbejder med blandt andet GOTS- og FSC-certificeringer.

Suzi Christoffersen tiltrådte stillingen den 1. oktober 2022. Hun kommer blandt andet til at arbejde sammen med Mie Tinsager Nielsen, der også har en fortid i Closed Loop, og som siden foråret har siddet som ESG Manager hos Konges Sløjd.