Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Les Deux fortsætter rekordfarten i nyt regnskab

Massiv vækst i både top og bund præger 2021-regnskabet for det hurtigtvoksende herrebrand, der har mindst ligeså store ambitioner for 2022.
Massiv vækst i både top og bund præger 2021-regnskabet for det hurtigtvoksende herrebrand, der har mindst ligeså store ambitioner for 2022.

Det er nu godt et år siden, at det svenske investeringsselskab Röko indgik som partnere i den danske vækstkomet af et herrebrand Les Deux. Og selvom brandet længe har formået at skabe store armbevægelser og vækst på egen hånd, viser et nyt regnskab for 2021, at det bestemt også er tilfældet med deres nye partner ombord.

I regnskabet, der dækker hele 2021 – og som endnu ikke er endeligt fremlagt – ses det, at Les Deux ApS har formået at vækste deres bruttofortjeneste til over 67 millioner kroner mod 44,6 millioner i 2020. Bundlinjen er næsten fordoblet fra 17,9 millioner kroner til 30,9 millioner. Samme billede tegner sig i egenkapitalen, der er vokset til 47,2 millioner kroner mod 26,3 millioner året før.

Les Deux har da også benyttet de positive resultater til at investere tilbage i virksomheden indenfor forskellige områder. Det gælder blandt andet medarbejdere, hvor de har “etableret en næsten tredobbelt arbejdsstyrke af specialister,” som der står i regnskabet, ligesom der også nævnes virksomhedens nye 2500 m2-store hovedkontor i København som en stor investering for året. Derudover fremhæves også flere vækstinitiativer med etisk ansvarlighed som omdrejningspunkt – heriblandt en ny materialestrategi samt medlemskaber med organisationer som Leather Working Group og Better Cotton Initiative.

Alt sammen vel at mærke i et år, der var præget af udfordringer med især corona som overskrift. Så med det kapitel overstået – i hvert fald i Europa – holder Les Deux ambitionsniveauet højt for 2022. Ifølge CEO Kristoffer Boe Hvid Haapanen, skal året byde på både nye markeder samt ekspansion indenfor retail – med brandets kommende butik i Oslo som første udenlandske i rækken af flere.

Derudover er det forventningen, at virksomheden i 2022 vækster deres bundlinje med 50 procent. En målsætning, der er “høj til trods for de geopolitiske udfordringer, men realistisk,” som der står skrevet i regnskabets ledelsesberetning.