Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Miinto runder 2 milliarder i omsætning: “Vi er næsten mere glade for at præstere overskud”

Den danske platform er – ifølge CEO Konrad Kierklo – på vej til at finde den rigtige formel med ny salgsrekord og det første overskud i Miintos historie.
Den danske platform er – ifølge CEO Konrad Kierklo – på vej til at finde den rigtige formel med ny salgsrekord og det første overskud i Miintos historie.

Det er ikke længe siden, at Miinto ramte en stor milepæl i form af en omsætning på én milliard kroner i 2020. Og nu tager de allerede næste trin på vækststigen. Den danske platform, der agerer online salgsplatform for mere end 1500 butikker fordelt over 14 lande, har nemlig rundet to milliarder i omsætning via platformen, altså GMV (det samlede forbrug gennem platformen red.), de sidste 12 måneder. Det oplyser platformen i en pressemeddelelse.

“Det var en stor milepæl for os at ramme en milliard kroner i omsætning for knap 1,5 år siden. Det tog os mere end ti år.  Så at vi allerede nu kan passere to milliarder kroner, er vi ekstremt stolte over. Men det beviser også, at vi i samarbejde med vores butikspartnere er på vej til at finde den rigtige formel,” lyder det fra Miintos stifter og CEO, Konrad Kierklo, der dog ikke har fremlagt officielt regnskab for 2021/22 endnu. I regnskabsåret 2020/21 øgede platformen omsætningen med 54 procent til 1,4 milliarder kroner. For indeværende regnskabsår forventes det dermed at fastholde samme niveau.

For første gang sorte tal på bunden

Selvom Miinto længe har haft salgssucces, har bundlinjen haltet efter. Men også her er der nu en milepæl, der er nået. Ifølge virksomheden selv, har det skandinaviske marked, som også er deres stærkeste, nu vist sig profitabelt. Skandinavien giver nemlig – som den første region for Miinto – overskud.

“To milliarder kroner er en kæmpe milepæl, men vi er næsten endnu mere glade for at kunne præstere en overskudsgivende forretning i Skandinavien, som er blevet profitabel nu. Det beviser igen, at vi er på rette spor og er ved at finde formlen på indtjeningssiden også,” siger Konrad Kierklo videre og tilføjer:

“Når det er sagt, så investerer vi stadig meget tungt i vores nye markeder, og vi er meget ydmyge og stolte over den fortsatte opbakning til strategien fra vores investorer, da vi endnu ikke laver overskud samlet for forretningen. Men det er klart, at vi har fået et stort skud optimisme ind nu, og fremadrettet har vi også fokus på at blive rentable på flere markeder,” lyder det fra Konrad Kierklo, der så sent som i januar sidste år fik tilført 20 millioner euro, svarende til knap 150 millioner kroner, i en ny kapitalrunde fra eksisterende investorer

Miinto har i løbet af 2021 også ekspanderet til flere markeder, herunder til Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien og i slutningen af året til Kina. Her er især Tyskland gået godt, da det nu er platformens tredjestørste marked målt på omsætning – Tyskland har, efter eget udsagn, nået samme niveau som det tog cirka 12 år at nå i Danmark efter bare 12 måneder.