Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Tid til nye alliancer: Global Fashion Summit tilbage som fysisk event

Det bæredygtige topmøde vender tilbage i København den 7.-8. juni under temaet ‘Alliances For a New Era’ efter to år udelukkende i digitalt format.
Det bæredygtige topmøde vender tilbage i København den 7.-8. juni under temaet ‘Alliances For a New Era’ efter to år udelukkende i digitalt format.

Da Global Fashion Agenda i foråret 2020 var ved at forberede deres dengang 11. topmøde i København, betød den begyndende globale pandemi, at de, som så mange andre, måtte sadle hurtigt om. Og hermed blev det nye, digitale koncept CFS+ født. Siden har to digitale udgaver af Copenhagen Fashion Summit fundet sted om efteråret – og topmødets hovedfokus taget i betragtning, kunne man have troet, at det gav anledning til en gang for alle at sløjfe det omfattende fysiske format og i stedet udvikle videre på det nye – og unægteligt grønnere – alternativ. Men man skal heller ikke underkende værdien i at se hinanden i øjnene. Nu er det største topmøde for bæredygtig mode i hvert fald tilbage i fysisk form og på sit vanlige tidspunkt i forsommeren.

Den 7.-8. juni ruller Global Fashion Agenda nemlig endnu en gang den røde løber ud for ledere og meningsdannere fra hele branchen – nu under det opdaterede navn Global Fashion Summit. Et skifte, der ifølge organisationen selv repræsenterer deres forstærkede internationale fokus og ønsket om i fremtiden at skifte lokation fra gang til gang i centrale byer i hele verden. Siden sidste topmøde fandt sted, har Global Fashion Agenda som bekendt også fået en international profil i direktørstolen, efter Eva Kruse i april sidste år gav pladsen videre til italienske Federica Marchionni – hvorfor dette års topmøde også bliver det første under hendes lederskab.

Årets tema er ‘Alliances For a New Era’ og blandt årets talere, som netop er blevet annonceret i denne uge, finder man navne som Amina Razvi, CEO for Sustainable Apparel Coalition, Frederica Brooksworth, Executive Director i Council for International African Fashion Education, Ashley Gill, Sr. Director i Textile Exchange, Maeve Galvin, Global Policy & Campaign Director i Fashion Revolution og Dr. Marsha Dickson, President og medstifter af Better Buying Institute. Hver især skal de tale om eller deltage i debatter med overskrifter som ‘What Even is a Sustainable Brand?’ og ‘Resilience, Disruption, Solidarity: Changing Business as Usual’.

Udover taler og debatter kan man i år igen deltage i det specialindrettede udstillingsområde Innovation Forum, hvor man kan opleve forskellige virksomheders innovative løsninger på branchens grønne udfordringer.

Global Fashion Summit finder sted den 7.-8. juni 2022 i Operaen i København. Læs mere her.