Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Wood Wood med fart på den grønne omstilling: “De mål, vi satte i 2018, var måske ikke ambitiøse nok”

Ifølge brandets netop offentliggjorte CSR-rapport tog Wood Wood sidste år flere store skridt mod deres mål for 2025.
Ifølge brandets netop offentliggjorte CSR-rapport tog Wood Wood sidste år flere store skridt mod deres mål for 2025.

“Vi er glade for at kunne fortælle, at vi har realiseret 70 procent af vores mål – en del af dem mere end fire år før beregnet. Vi er stolte af vores fremskridt, men vi har også indset med alt det arbejde, vi har udført, at de mål, vi satte tilbage i 2018, måske ikke var ambitiøse nok.”

Sådan skriver Wood Wood i deres netop offentliggjorte CSR-rapport for 2021. En rapport, der dykker ned i virksomhedens fortsatte bæredygtige arbejde og fremhæver tal og præstationer for året. Herunder har Wood Wood blandt andet fremhævet, at 80 procent af det bomuld, de brugte, var økologisk og GOTS-certificeret – hvilket overgår deres 2025-mål om 75 procent. 84 procent af deres leverandører var baseret i Europa, også overgående deres mål om 75 procent i 2025. Af det, som brandet selv fremhæver som positive præstationer, har de sidste år blandt andet etableret en intern CSR-styregruppe, mødt de ambitiøse bæredygtighedskrav fra Copenhagen Fashion Week, sporet 75 procent af deres leverandørkæde fra tier 1-2 og fornyet deres GOTS-certificering. Og så har de også udvidet deres team med fokus på CSR i løbet af året:

“For at sikre, at vi fortsætter med at holde os selv ansvarlige og handle ansvarligt, var vi glade for at byde velkommen til vores nye Corporate Social Responsibility-chef til teamet i løbet af 2021, for at sikre, at vi træffer de rigtige beslutninger for både mennesker og planet,” lyder det i rapporten fra CEO Kyrk Macmillan, der ligeledes er ny i teamet efter han for bare en måned siden satte sig i direktørstolen hos Wood Wood. Han fortsætter:

“Som et kernefokus for vores virksomhed vil vi fortsat være dedikerede til at bruge B Corp-standarden som vores målestok og har taget betydelige positive skridt hen imod at nå dette mål i den nærmeste fremtid,” skrives der videre i rapporten, hvor det også står, at brandets mål er at opnå den anerkendte certificering i 2023.

Ikke alt handler dog om, hvad der er lykkedes. Der er også områder, hvor Wood Wood ikke kom i mål. Det gælder blandt andet deres CO2-aftryk:

“Som rapporten beskriver, sænkede vi vores aftryk på tværs af alle kategorier i 2021, men så en stigning i vores samlede aftryk, fordi vi brugte en større mængde uld. Som tekstil er CO2-udledningen af uld høj, men det er både en langtidsholdbar og stærk fiber. Derfor skal vi arbejde for at mindske vores udledning på andre områder.”

Du kan læse hele rapporten her.