Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW22, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Solen var medspiller til Saks Potts ret overlegne showpræsentation

Står det til Saks Potts, må næste vinter godt blive lun – under smukke frakker og jakker skal tøjet være småt og huden bar.
Står det til Saks Potts, må næste vinter godt blive lun – under smukke frakker og jakker skal tøjet være småt og huden bar.

Saks Potts, Copenhagen Opera House, onsdag d. 2. februar 2022 kl. 13.00

Solen viste sig for første gang denne modeuge, netop som Saks Potts-showet gik i gang. Det smukke lysspil i Operaens store krystalkupler dannede den perfekte baggrund, og så var scenen ligesom sat, og det tegnede godt.

For man var lidt spændt. Sidste sæson præsenterede Saks Potts en ny retning med en mere voksen og underspillet kollektion, så hvad skulle vi forvente denne gang? Det viste sig at være en god blanding af sidste sæsons “pæne” looks, og det tidligere mere vilde og farverige Saks Potts. Men det var også en kollektion, der stak i forskellige retninger, uden at det dog tog noget af charmen.

For at starte yderst, så leverede Saks Potts overtøj, som var virkelig pænt. Fra den blå krokoprægede læderjakke sat sammen med en brun smal skindnederdel til rulamsfrakken og den nærmest oilskin-lignende armygrønne frakke, der ledte tankerne hen på lange gåture i skoven. En kort jakke i slangeprint fik et raffineret udtryk sammen med et par lyseblå bukser, ligesom en kort ternet uldjakke var kombineret med ultrapink bukser. For der manglede ikke farver, og kollektionen formåede at favne og mikse de mange forskellige nuancer på en måde, der var virkelig indbydende.

Kollektionen rummede også mange velsiddende bukser, nogle tætsiddende og andre oversize med workwear detaljer som store påsyede lommer – og favoritterne, et løstsiddende par i gråt ruskind med et bærestykke bagpå i tern, og til dem en skjorte i kollektionens rideinspirerede print.

Kollektionen gav masser af kig til hud, som den pink kjole med høj slids på Emma Rosenzweig, den helt transparente kjole i en syret limegrøn nuance eller det todelte sorte blondesæt. Andre kjoler var mere tildækkede, men stadig elegante, som den der var sat sammen af to forskellige prikkede print, men på en enkelt og sofistikeret måde, der gav den et let og legende udtryk.

Det er spændende at være tilskuer til den rejse, som Barbara Potts og Cathrine Saks er på med deres brand. For de er så dygtige begge to og har endnu en gang lavet en kollektion, der får os til at længes efter endnu en vinter.

Se hele kollektionen her