Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW22, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Aliens og rednecks, der tror på ufo'er: (di)vision går all in på 'America First'

Endnu et stærkt show styrker (di)visions brand-dna og beviser tårnhøje ambitioner med en kollektion, der er inspireret af det, vi normalt ikke kan lide ved USA.
Endnu et stærkt show styrker (di)visions brand-dna og beviser tårnhøje ambitioner med en kollektion, der er inspireret af det, vi normalt ikke kan lide ved USA.

(di)vision, Planetarium, tirsdag den 1. februar klokken 19.00

I Planetarium i København bliver gæsterne ledt ind i det mørke udstillingsrum ‘Kosmos’. Men hvor man her normalt kan finde videnskabens svar på, hvor vi mennesker kommer fra, giver (di)vision os i stedet deres egen version med en episk filmfortælling, der kort fortalt handler om, hvordan mennesker bliver indsamlet, sprættet op og syet om til noget bedre af en fremmed art. Filmen fungerer som en portal ind til (di)vision-universet, hvor søskendeparret bag brandet, Nanna og Simon Wick, har gjort det samme med tekstiler – altså indsamlet, sprættet op og syet om – siden 2018.

Filmen er så velproduceret, at det er svært ikke at give sig hen til den. Man skulle derfor tro, at brandet havde satset på en digital præsentation, men det er kun en forsmag på, hvad der kommer, for efter filmen bliver vi ledt videre til, hvad der plejede at være et backstage opbevaringsrum for Tycho Brahes artefakter – en nu lang, mørk buet gang med skraldede betonvægge og lysdioder ned langs midten af rummet.

Til lyden af boblende, elektronisk musik er det med lyset glimtende i øjnene nemt at forestille sig, at vi er ved lette mod det ydre rum. Også selvom vi sidder på små trætaburetter, som i øvrigt er genbrugte fra SS22-showet. Og denne gang er der (heldigvis) heller ikke goodie bags som sidst.

Efter en længere optakt er scenen sat, og ned ad catwalken kommer ‘Guests on Earth’-kollektionen på et mangfoldigt modelcast stylet som enten aliens med uhyggelige kontaktlinser eller som rednecks, der tror på ufo’er.

Det overordnede look er det, vi allerede kender (di)vision for. Lige fra de splittede bomberjakker og bukser til ternede skovmandsskjorter og patchwork-pieces skabt af selv de mindste stofrester. Men der er skruet op for college-identiteten, trucker-looket og alting amerikansk. Der kunne lige så godt stå ‘Make America Great Again’ på kasketterne stylet med de sorte, semi-spacy solbriller hvilende på skyggen.

Nogle styles som en pink nederdel med løbegange tenderer til noget, man kan finde i H&M’s Divided-afdeling, men sådan er looket. Der er alligevel stor variation, for andre pieces skinner af luksuriøse materialer som en brun college-jakke med læderærmer. Måske er den variation et vilkår, når man kun arbejder med deadstock. Spørgsmålet er så bare om kvalitet og materialer altid matcher (di)visions prissegment.

Man kan diskutere, om ‘Guests on Earth’ ligner tidligere kollektioner for meget til, at det forbliver interessant, men enkelte looks peger på udvikling. For eksempel er en lang, sort og navy frakke med bælte et mere modent look end resten og måske en udforskning af, hvem (di)vision også kan tale til.

For lige nu er det den slags tøj, som ens mor formentlig aldrig kommer til at forstå. Det er grimt, det er råt, og det er indbegrebet af american normcore. Men det er samtidig alt det, der gør det pissefedt, og uanset hvor mange sten man vender, så er det umuligt at komme uden om, hvor stærkt og dygtigt fortalt (di)vision er som brand. Trods dets få leveår og kun anden sæson på den officielle showkalender er (di)visions shows allerede blandt de bedste.

Se hele kollektionen her.