Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
designers remix ss22
Alle nyheder, Økonomi

Her vokser bruttofortjenesten med 260 procent

I nyt årsregnskab præsenterer Designers Remix markant fremgang og vender et underskud til et overskud.
I nyt årsregnskab præsenterer Designers Remix markant fremgang og vender et underskud til et overskud.

Da det københavnske brand Designers Remix fremlagde årsregnskab sidste år, var det med et resultat påvirket af Covid19-pandemien i et udfordrende og uforudsigeligt år.

Men nu fremlægger modevirksomheden, der kører med forskudt regnskabsår, et nyt årsregnskab for perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021. Og det er et klart forbedret regnskab, der viser, at Designers Remix har formået at vende skuden og komme på ret køl igen.

Bruttofortjenesten stiger fra 1,6 millioner kroner i 2019/20 til 5,9 millioner kroner i 2020/21, mens årets resultat før skat også stiger markant fra et underskud på -6 millioner kroner i 2019/20 til et overskud på 2,6 millioner kroner i 2020/21. Også efter skat er udviklingen tydeligt; årets nettoresultat for 2020/21 lander på 2,1 millioner kroner, hvilket er en pæn fremgang i forhold til underskuddet på -4,7 millioner kroner året før.

En del af udviklingen kan skyldes, at Designer Remix har skåret ind til benet. I hvert fald er virksomheden gået fra et gennemsnit på 21 ansatte sidste år til otte ansatte i år, og det kan ses på personaleomkostningerne, som er faldet fra 5,9 millioner kroner i 2019/20 til 3,9 millioner kroner i 2020/21. Også fysiske butikker kan være dyre i drift, og de har hos Designers Remix været under afvikling siden 2019. Ifølge ledelsesberetningen er den proces nu fuldt afviklet.

Samtidig er Designers Remix bedre polstret til fremtiden med en styrket egenkapital, der er vokset fra otte millioner kroner i 2019/20 til 10,1 millioner kroner i 2020/21.

Fashion Forum har forsøgt at få en kommentar fra Designers Remix, som ikke har ønsket at udtale sig.

Modekoncern i markant fremgang: “Vi står stærkere og mere trimmet end nogensinde”