Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
soulland
Alle nyheder, Bæredygtighed

Sådan kan brands tjene penge på det samme tøj igen og igen

Flere og flere gensalgsplatforme skyder frem, og brugttøjsmarkedet vokser nu hurtigere end salget af nyt tøj. Derfor begynder brands at tage ejerskab over gensalget i stedet for at lade andre løbe af sted med indtjeningen.
Flere og flere gensalgsplatforme skyder frem, og brugttøjsmarkedet vokser nu hurtigere end salget af nyt tøj. Derfor begynder brands at tage ejerskab over gensalget i stedet for at lade andre løbe af sted med indtjeningen.

De fleste har efterhånden stiftet bekendskab med gensalgsplatformene Trendsales og Vestiaire Collective, og måske også det nyere Tise, som for nylig vakte opsigt med en humoristisk kampagnevideo, der skulle få flere til at vælge genbrugstøj som sit første valg i en købssituation. Men den nyere platform Create2stay er du måske også stødt på, blot uden at vide det. Create2stay vil nemlig være usynlig ved at integrere gensalg side om side med nysalg i virksomhedernes egne webshops, så grænsen mellem nyt og brugt udviskes – og genhandlen er flyttet fra forbrugeren til brandet.

“Vi vil være med til at demokratisere gensalgsmarkedet, så små, mellem eller store brands nemt kan komme i gang med at gøre en forskel med det samme,” siger Morten Linnet, der har været administrerende direktør i By Malene Birger og i dag er grundlægger og administrerende direktør i Create2stay.

Tanken er, at kunderne skal have nemmere adgang til brugte varer ved at kunne købe dem direkte via deres yndlingsbrands. Morten Linnet forventer, at Create2stays b2b-kunder vil opnå et gensalg på fem procent af den samlede omsætning, og at det tal vil stige til 20 procent efter 5 år.

“Heldigvis ser vi et gensalgsmarked, der eksploderer og vil vokse 11 gange hurtigere end det normale tøjsalg de næste fem år. Tidligere har det ofte været de digitale platforme, som har været styrende i markedet, men Create2stay underbygger, at brands selv tager en mere aktiv del i eget univers, både for at være med til at skubbe på gensalgsudviklingen, men også for at opbygge forbrugerloyalitet, skabe nye målgrupper og tage del i den eksplosive udvikling,” siger Morten Linnet.

Det er iværksætterne Thomas Østergaard-Geisler og Michael Toft, der begyndte projektet i maj måned sidste år, og siden kom så Morten Linnet, Niels Mikkelsen, tidligere administrerende direktør i IC Companys og advokat Øjvind Hulgaard med som co-founders. I februar måned i år kunne de så sammen lancere Create2stay, som i dag bruges af seks brands, herunder Coster Copenhagen, Crās og Modstrøm – og flere er på vej.

Også Soulland er et af de brands, der benytter sig af Create2stay.

“Vi har længe kigget efter løsninger, som passer med vores ønsker og ind i vores nuværende logistiske set-up. Som en simpel implementering til vores platforme passede Create2stay rigtigt godt ind med en god forståelse for, hvilke udfordringer vi har med en målsætning om at få øget mængden af Soulland-tøj, der bliver gensolgt,” siger Jacob Kampp Berliner, CEO i Soulland.

soulland create2stay
Screenshot af Soullands webshop, hvor man under ‘Re-seller’-kategorien kan shoppe brugt Soulland-tøj og lægge det i kurven sammen med nyproducerede Soulland-produkter.

Behov for radikale løsninger

Flere og flere gensalgsløsninger skyder frem i disse år, og her taler Create2stay ind i en virkelighed, hvor der efterspørges og i en vis udstrækning påkræves mere ansvarlige måder at drive forretning på. Dét mener Mette Dalgaard Nielsen, videnskabelig assisstent på forskningsprojektet ‘Mapping af gensalg’ ledet af lektor, ph.d. Else Skjold ved det Kongelige Akademi og finansieret af Lifestyle & Design Cluster. Her har hun også kigget på Create2stay.

“Mange modevirksomheder har plukket de lavthængende frugter for at udvise ansvarlighed, men der er behov for mere radikale løsninger. Create2stay er en af de virksomheder, der bidrager til en mere systemisk gentænkning af modeindustrien ved at gøre op med idéen om, at modeprodukter skal være nye, og at brands skal leve af at sælge nyheder,” siger hun.

En hovedkonklusion i projektet ‘Mapping af gensalg’ er netop, at det skal gøres nemmere for alle – både privatforbrugere og virksomheder – at gensælge modeprodukter.

“Det bidrager Create2stay til via den service, der ligger i at varetage hele gensalgsprocessen på vegne af virksomhederne og deres kunder,” siger hun.

Modevirksomheder er ifølge hende i stigende grad åbne for at tilbyde gensalg, men de mangler viden om, hvordan markedet fungerer, og de er hverken teknologisk eller logistisk rustede til at håndtere salg af brugte varer i skala.

“Nogle modevirksomheder synes optagede af faren for, at gensalg vil kannibalisere deres egne salgskanaler i en manglende erkendelse af den tiltagende bevægelse i retning af genbrug og gensalg,” siger Mette Dalgaard Nielsen.

Hun mener, at det kan give mening at samarbejde med virksomheder, der er eksperter i omvendt logistik (at indsamle de brugte varer) og giver adgang til de services, gensalg kræver, i et fuldautomatiseret system. For det brugte tøj bliver solgt uanset hvad – spørgsmålet er bare, hvem der får profitten.

“Meget tyder på, at gensalg giver adgang til nye kunder, og at et brand i øvrigt indgår i diverse gensalgssammenhænge, om de vil det eller ej. Derfor kan det være relevant at tage mere kontrol og ejerskab over hele produktlevetiden,” siger Mette Dalgaard Nielsen.

Ganni-genbrug er en millionforretning – men ikke for Ganni selv