Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Kenneth Pihl Nissen
Alle nyheder, Indland, Navne

Erfaren stylist bliver ny moderedaktør på Euroman

Siden september har Kenneth Pihl Nissen stået i spidsen for alt modestoffet hos det snart 30 år gamle modemagasin for mænd.
Siden september har Kenneth Pihl Nissen stået i spidsen for alt modestoffet hos det snart 30 år gamle modemagasin for mænd.

I juni sidste år rykkede Barbara Gullstein fra Elle over til en stilling hos Egmont, hvor hun som senior fashion director skulle stå i spidsen for en samlet modefagredaktion for magasinerne Eurowoman, Alt for damerne og Euroman. Fra 1. september har hun dog koncentreret sig om Eurowoman og Alt for Damerne, da Kenneth Pihl Nissen har indtaget posten som moderedaktør på Euroman.

Kenneth Pihl Nissen har erfaring som stylist fra blandt andet Kinfolk, Dansk og Børsen Pleasure, ligesom han har arbejdet som fotograf på projekter for Gaffa, The Greatest Magazine og Euroman, som han altså nu vender tilbage til som moderedaktør.

“Euroman var i tidernes morgen stedet, jeg startede min karriere som stylist, og det føles derfor som en glædelig hjemkomst at være tilbage. Jeg ser frem til at sætte retning for modesektionen og vil stræbe på at lave indhold i øjenhøjde med læseren, som samtidig inspirerer og udvider læserens modemæssige horisont,” fortæller Kenneth Pihl Nissen i en pressemeddelelse.

“Kenneth er et virkelig godt match til Euroman. Dels har han freelancet for os i mange år og kender dermed vores DNA indgående, dels har han en erfaring fra at have arbejdet indgående med herremode gennem en årrække, som meget få i Danmark har. Kenneth har et fantastisk øje for, hvor herremoden er i dag, og hvor den er på vej hen, og han er en dygtig fortolker af den,” siger chefredaktør på Euroman Kristoffer Dahy Ernst i pressemeddelelsen.

Hos Euroman ønsker de at fastholde og styrke deres fokus på mode, og det skal ansættelsen af Kenneth Pihl Nissen hjælpe til.

“Modestof er en enormt vigtig del af Euroman. Vores fineste opgave er at finde og kuratere et udvalg af mode, som vores læsere kan lade sig inspirere af og forholde sig til. Samtidig er vores læsere via sociale og digitale medier enormt godt opdateret, så vi skal konstant gøre os umage for at finde det, der er relevant for dem,” forklarer Kristoffer Dahy Ernst.

Costume får ny chefredaktør med international erfaring