Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Udland

Miinto ekspanderer til det kinesiske marked

Med udsigten til 500 millioner potentielle nye kunder vender Miinto sig mod det kinesiske marked med et samarbejde med e-handelsplatformen JD.com.
Med udsigten til 500 millioner potentielle nye kunder vender Miinto sig mod det kinesiske marked med et samarbejde med e-handelsplatformen JD.com.

“Det er ingen hemmelighed, at vi har store vækstambitioner,” fortalte Miintos stifter og CEO Konrad Kierklo i januar, da vi kunne dele nyheden om, at Miinto havde fået en kapitalindsprøjtning på godt og vel 150 millioner kroner. De penge skulle blandt andet gå til international ekspansion, og det er på den front, der nu er nyt fra handelsplatformen.

På fredag lancerer Miinto nemlig et samarbejde med kinesiske JD.com – en af de helt tunge spillere på det kinesiske e-handelsmarked. Med en kundekreds på rundt regnet 500 millioner individuelle brugere er det selvsagt et attraktivt marked for den danske platform at komme ind på. JD.com benytter sig af online shop-in-shops, og det er her samarbejdet opstår. På den enorme kinesiske platform vil Miinto altså få sin egen shop-in-shop og derigennem adgang til den voksende skare af købeglade kinesiske kunder.

“Der er mange gode grunde til at samarbejde med JD Worldwide som vores udgangspunkt i Kina. Men hovedpointerne er, at JD Worldwide har høj troværdighed hos de kinesiske forbrugere, og at de sikrer, at der kun er autentiske produkter på platformen, og det er meget vigtigt for os,” siger Konrad Kierklo i en pressemeddelelse.

“Miinto har skabt et bæredygtigt økosystem blandt uafhængige modebutikker, brands og forbrugere ved at anvende innovativ teknologi og forretningsstrategi. Den diverse produktportefølje indeholdende det nøje kuraterede udvalg af luksusvarer fra de bedste modebutikker indenfor europæisk luksus, udsøgt mode og vintage vil tilføre stor værdi til JD’s forbrugere – særligt op til den nærtstående single-day shoppingfestival,” fortæller Luke Liu, business director for JD Worldwide, og får påpeget endnu en fordel for Miinto – kinesernes black friday, forbrugsfesten over dem alle, Singles Day, der kulminerer den 11. november.

“Vi tror helt og holdent på at mode er skabt af individers lyst til at udtrykke sig selv, og derfor er vi stolte af, at vi er i stand til at give vores partnere adgang til et af verdens mest spændende modemarkeder. Jo længere vi er i Kina, jo bedre vil vi forstå de kinesiske forbrugere og være i stand til at forbedre og udvikle vores udbud til at møde deres præferencer,” fortæller Konrad Kierklo i pressemeddelelsen.