Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Zalando Sustainability Award-vinder lancerer kollektion med tilhørende klimarapport

Som en del af præmien ved Zalando Sustainability Award har House of Dagmar skabt en capsule-kollektion med fokus på et mere ansvarligt materialevalg og en tilhørende rapport, der kortlægger kollektionens miljøaftryk.
Som en del af præmien ved Zalando Sustainability Award har House of Dagmar skabt en capsule-kollektion med fokus på et mere ansvarligt materialevalg og en tilhørende rapport, der kortlægger kollektionens miljøaftryk.

Ved dette års vintermodeuge blev Zalando Sustainabilty Award for første gang uddelt. Prisen er en del af Copenhagen Fashion Week og Zalandos strategiske samarbejde. Det var svenske House of Dagmar, som vandt første udgave af prisen, og præmien bestod – udover 150.000 kroner og salg af udvalgte dele af AW21-kollektionen på Zalandos platform – af et samarbejde, hvor House of Dagmar i samarbejde med Zalando skulle skabe en eksklusiv capsule-kollektion med et særligt bæredygtigt fokus.

Den kollektion er nu klar, og fra i dag vil den være at finde på tværs af Zalandos platforme. Det bæredygtige fokus viser sig i et øget brug af bedre materialer, såsom økologisk bomuld, genanvendte fibre og ansvarligt udvundne materialer. Sammen med kollektionen udkommer Zalando og House of Dagmar desuden med en Fibre Impact Report, som kortlægger kollektionens miljøpåvirkning og skaber større gennemsigtighed for forbrugerne.

I rapporten kan man blandt andet læse om House of Dagmars strategier til at foretage bedre materialevalg, og så kan man se hvert enkelt stykke tøjs forbedrede miljøpåvirkning. Her er hvert stykke tøj sammenlignet med et tilsvarende stykke tøj produceret af konventionelle materialer og metoder, og derigennem kan man se den besparede miljøpåvirkning. Tager man eksempelvis et par jeans, som er lavet i økologisk bomuld, kan man se, at der er sparet 0,4 kilo CO2 og 734 liter vand, sammenlignet med et par jeans lavet af konventionel bomuld. På samme måde kan man se, at en frakke lavet af en blanding af genanvendt uld og polyester har sparet miljøet for hele 29 kilo CO2 samt 2,4 liter vand, sammenlignet med en frakke lavet af nye materialer.

“Vi håber, at vi kan inspirere vores kunder til at gå i front og skabe et nyt mindset for, hvad de har på og hvorfor. Et bevidst mindset, hvor alt hvad man køber, er skabt til at holde. Og hvor hver eneste style, der tilføjes, kan holde hele livet, eller gives videre til andre. Ligesom Zalando tilstræber vi gennemsigtighed, så vi er utroligt stolte af at have vundet prisen og lavet denne capsule-kollektion og den ledsagende ‘Fibre Impact Report’, som er endnu et skridt mod en mere bæredygtig fremtid,” fortæller Sofia Wallenstam, Brand Director i House of Dagmar, i en pressemeddelelse.

Det kan stadig blive bedre

I rapporten finder man også House of Dagmars visioner for de næste skridt på vejen mod at blive et endnu mere ansvarligt brand, og hvilke parametre der stadig kan forbedres. Med rapporten forsøger de altså at skabe fuld transparens, og i samme stil lægger de ikke skjul på, at enkelte stykker tøj i kollektionen ikke kan gennemgå samme beregninger som de ovennævnte. Det skyldes blandt andet, at tøjet består af materialer, hvor de nødvendige beregninger simpelthen ikke findes endnu. Her foreslås det i rapporten, at House of Dagmar laver sine egne Life Cycle Assesments for materialerne, så det bliver muligt at vurdere, hvor materialerne rent faktisk sparer sammenlignet med et lignende alternativ. Det er blandt andet brugen af alpakauld, der mangler beregninger på.

Rapporten er den første af sin slags, som Zalando har lavet i samarbejde med et brand. Den bliver udgangspunktet for en række videoer, der skal fungere som kampagnemateriale for kollektionen, hvor forbrugerne på en letforståelig måde kan lære mere om materialerne og deres miljøpåvirkning.

“Vi ønsker at gøre vores kunder i stand til at træffe mere bæredygtige valg og tale et bæredygtighedssprog, som alle kan forstå. Ved at beregne miljøaftrykket for de enkelte styles’ fibre i kollektionen, kan vi vise forbrugerne, hvorfor det enkelte produkt er et mere bæredygtigt valg – og på den måde skabe forandring og have en positiv indvirkning på mennesker og planeten,” fortæller Zalandos bæredygtighedsdirektør Kate Heiny i pressemeddelelsen.

Zalando Sustainability Award går til…