Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Lokale kunsthåndværkere og workshops er en del af Mujis retailkoncept

Med sit udvidede retail-koncept inviterer Muji lokale kunsthåndværkere indenfor og gør kunderne klogere på japansk håndværk.
Med sit udvidede retail-koncept inviterer Muji lokale kunsthåndværkere indenfor og gør kunderne klogere på japansk håndværk.

Butikker handler i stigende grad om mere og andet end at lange varer over disken: måske kan man få en kop kaffe, måske kan man slet ikke købe noget, fordi butikken kun er et showroom til en online-forretning. Butikken, som vi kender den, er med andre ord i hastig forandring – for hvad skal den egentlig kunne i en digitaliseret verden, hvor en voksende del af handlen foregår via webshops?

I Oslo i Norge har Holzweiler åbnet en butik, der er kombineret med en restaurant, og på fredag åbner Another Aspect en butik, hvor  “det skal være rart at være”.

Også Muji Denmark i Illum er med til at innovere butikskonceptet. Siden de åbnede for godt et år siden, har man kunnet opleve et såkaldt community market midt i butikken. Her kan man møde lokale, danske kunsthåndværkere, der arbejder med japanske designtraditioner inden for keramik, interiør og mode. De fremviser deres kreationer og fortæller og viser besøgende, hvordan de er blevet til. Konceptet er permanent, men standene bliver løbende udskiftet, og i dette efterår er der nogle interessante stande, som er et besøg værd, når man har modebrillerne på.

Her er blandt andet kimonoer, skjorter, duge, servietter og andre tekstiler indfarvet med naturlig indigo efter forskellige japanske shibori-teknikker af den danske tekstildesigner Thea Dam Søby – med et incitament, der rækker ud over at skabe smukke, unikke mønstre. 

“Jeg viser, hvordan man kan give gamle tekstiler nyt liv. Det er vigtigt at inspirere folk til at reparere sit tøj og skabe opmærksomhed omkring, hvorfor det er vigtigt, og på den her måde bliver det mere tilgængeligt for kunderne,” siger hun.

Hun skaber sine produkter af genbrugsstof fra private eller fra dampvaskeriet Elis, og skulle du selv ligge inde med en aflagt, hvid bomulds- eller silkeskjorte, så tilbyder hun også at farve den.

“Det er så fascinerende, når man farver med shibori-teknikker, for man tror, at man kan bestemme resultatet, men der kommer altid så mange overraskelser. Det er en magi, jeg holder rigtig meget af,” siger Thea Dam Søby. Til daglig driver hun Theas.dk, som ud over at sælge håndsyede og håndfarvede tekstiler også tilbyder workshops i, hvordan man kan lave sine egne – og nu har du muligheden for at komme med gratis:

På fredag den 29. oktober fra klokken 13-18 i Muji i Illum afholder hun nemlig en workshop i at reparere sit hullede tøj efter japanske traditioner, for eksempel med japanske shashiko-sting eller efter den klassiske boro-metode (‘boro’ er japansk for ‘laset’, red.).

Du kan læse mere om workshoppen ‘Mending – reparer dit tøj’ her.

“Håndværk kan virke klassisk, men det er faktisk meget nutidigt”: Hermès’ produkter bliver ikke lavet af maskiner, men af mennesker