Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Kultur, KULTURANBEFALINGER

“At forholde sig til, hvad der sker, er sket og potentielt kan ske, er vigtigt”: Silas Adler om kulturstof, der inspirerer ham

Fra samfundsdokumentarer til en bog om parforhold og et amerikansk podcast. Creative director Silas Adler afslører aktuelle inspirationskilder, han bruger i sit arbejde.
Fra samfundsdokumentarer til en bog om parforhold og et amerikansk podcast. Creative director Silas Adler afslører aktuelle inspirationskilder, han bruger i sit arbejde.

Et åndehul tæt på København, dokumentarer om racisme og kolonialisme og en podcast om hjernen. Dét er nogle af denne uges kulturanbefalinger fra Soullands grundlægger og kreative direktør, Silas Adler. Inden han stiftede Soulland arbejdede han for Punk Royal og Woodwood, og med Soulland har han en lang række internationale samarbejder bag sig med brands som Nike, Timberland og Colette. I 2009 blev han kåret til Årets Designer ved Dansk Fashion Awards. Han har desuden været partner i parfume-brandet Nineteen Sixty Nine siden 2015.

Senest har han været aktuel med Soullands SS22-kollektion, der blev vist under Copenhagen Fashion Week, og det blev kaldt både progressivt og inkluderende. I dag er han – ud over at skabe Soullands AW22-kollektion – travl med to større collabs med Li-Ning og Peanuts (tegneserie-brandet ‘Radiserne’). De forventes at lande i slutningen af året eller i begyndelsen af næste år afhængig af verdens fragtsituation.

Hvad har du på set for nylig?

“Jeg har set Tal R på Ordrupgaard. Jeg kan godt lide, når man har et dogme, som man arbejder ud fra. Specielt når det er en kunstner, hvis værker er så etablerede og genkendelige. Og så er Ordrupgaards have et godt bud på et åndehul tæt på København. Haven er en skulptur- og installationspark, og det er en fed oplevelse at se deres kuratering med følelsen af, at man står midt i en skov fuldstændig lukket inde.

Udover det har jeg i løbet af de seneste par måneder set dokumentarserierne ‘Exterminate All the Brutes’ af Raoul Peck på HBO, ‘Can’t Get You Out Of My Head’ af Adam Curtis på BBC og ‘Epicenter’ af Spike Lee på HBO. Det er alle serier, der handler om forskellige aspekter af racisme, kolonialisme, magt, indflydelse, vores forhold til naturen, fortiden og fremtiden. Jeg mener, at dét at være i verden og dermed også forholde sig til, hvad der sker, er sket og potentielt kan ske, er vigtigt. Det er det også i forhold til det arbejde, som jeg laver med Soulland og mine andre projekter som Nineteen Sixty Nine og andet bestyrelsesarbejde.”

Hvad har du læst for nylig?

“Senest har jeg læst Jytte Vikkelsøes blockbuster ‘Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte’ og ‘Picasso – en biografi’ af Arianna Stassinopoulos Huffington. Balance i parforholdet er for mig en vigtig del af mit arbejdsliv. Lige på det punkt lever jeg et meget andet liv end Picasso, men hans dedikation til kunsten og værket er interessant og på nogle måder også inspirerende.”

Hvad har du hørt for nylig?

“Jeg lytter til en podcast, der hedder ‘Huberman lab’, af Dr. Andrew D. Huberman fra Stanford University. Han er professor i neurovidenskab og arbejder med forskellige aspekter af nervesystemet og hjernen. Podcasten handler om, hvordan man skal forstå nervesystemet baseret på den nyeste, verificerede forskning, og om hvordan man kan bruge den viden i sin hverdag. For mig er det at forstå  – bare en lille smule – mere om hjernen og nervesystemet en måde at træffe nogle valg, som styrker min eksponering for kreativitet og balance.”

Soulland Silas Adler
Portræt af Silas Adler. Foto: Nikolaj Møller

“Man synes vel altid, at det, man ikke selv er god til, er imponerende og fascinerende”: Han Kjøbenhavns Thinh Petrus Nguyen om den kultur, der inspirerer ham lige nu