flugt movie 2021 sun creature studios
KULTURANBEFALINGER

“Man synes vel altid, at det, man ikke selv er god til, er imponerende og fascinerende”: Han Kjøbenhavns Thinh Petrus Nguyen om den kultur, der inspirerer ham lige nu

Fra en kunstperformance til sort, amerikansk litteratur og canadisk pop. Art director Thinh Petrus Nguyen afslører aktuelle inspirationskilder, han bruger i sit arbejde.
08.10.2021 ∙ af Mikkel Lind Sorgenfrey
Foto: Sun Creature Studios

En dokumentarfilm om mennesker på flugt, amerikansk litteratur om kærlighed og “en gammel banger” af et pophit. Dét er nogle af denne uges kulturanbefalinger fra Thinh Petrus Nguyen, som tidligere har været senior art director hos Vice Media. I dag ejer han sit eget bureau Minh Dynasty og er senior art director for Han Kjøbenhavn. Her har han senest været aktuel med SS22-showet, som viste spektakulære design under Copenhagen Fashion Week i august måned.

Når han ikke er travl hos Han Kjøbenhavn med alt fra modeuger til smykke- og brillekampagner, instruerer han film for andre kunder, for eksempel har han senest instrueret en musikvideo til musikeren og kunstneren Ydegirls nummer ‘Zodiac’. Ud over at arbejde på Han Kjøbenhavns SS22-kampagne er han i dag travl med en brillekampagne, hvor han bruger Han Kjøbenhavns velkendte 3D-ansigtsscanning til at fremvise kollektionen – en effekt, der ifølge ham selv er inspireret af The Sims. Fashion Forum giver dig her aktuelle anbefalinger til kulturstof, som inspirerer Thinh Petrus Nguyen.

Har du haft en inspirerende visuel oplevelse for nylig?

“Jeg elsker cinema-formatet. Det er ren magi, når det er godt og rammer plet helt ned i maven. Jeg bruger ofte stilreferencer til film og generelt bare film i mit arbejde. Jeg vil elske at lave en film en dag, når jeg føler, jeg har nok på hjerte til det.

For nogle måneder siden var jeg i Empire på Nørrebro til en premiere på filmen ‘Flugt’, som er en animeret dokumentarfilm, der handler om Amin og hans families flugt fra Afghanistan tilbage i 2012. Den har sat sine spor i mine følelsesdepoter, for da jeg selv er barn af flygtningeforældre, kommer fortællingen meget tæt på. Det var en ekstremt barsk og rørende film, men med plads til humor. Og så kan den ikke blive mere relevant med Talibans nylige overtagelse af magten i Afghanistan.

Jeg er ikke bange for at være politisk i mit arbejde. Jeg synes, det er til grin at stille spørgsmålet, om noget er politisk eller ej. I sidste ende er alt politisk helt ned i de mindste valg, vi træffer – om man vælger til eller fra, bevidst eller ubevidst.

Jeg har også været inde og se en art performance forleden, der fejede benene væk under mig. Det var en performance af Young Boy Dancing Group, som var kurateret af Mette Woller på Art Hub Copenhagen på Thoravej i Nordvest. Jeg har set dem en gang før for fire år siden, men det var online, så det var godt se dem i virkeligheden. Det var en halvanden time lang performance, og det er ikke altid man kan holde ud så længe, men energien i rummet til den performance var så fantastisk, at man glemte tid og sted!”

Har du læst en anbefalelsesværdig bog på det seneste?

“Da jeg er lettere ordblind, er det ikke så tit, at jeg får læst, selvom jeg rigtig gerne vil læse mere. Der er noget magisk i et flot sprog og smukt sammensatte sætninger. Som art director er jeg begyndt at blive jaloux på det, forfattere kan. Man synes vel altid, at det, man ikke selv er god til, er imponerende og fascinerende.

For nylig har jeg været i isolation og fik i den forbindelse en masse bøger anbefalet. Én af dem, som har været på min to-do længe, er ‘Giovanni’s Room’ af den amerikanske forfatter og borgerrettighedsforkæmper James Baldwin. Jeg slugte den på én dag. Ingen spoiler, men det er en rigtig fin bog, hvis man lige skal huskes på, at vi lever i en ekstremt heteronormativ verden, og at dét ikke nødvendigvis er den eneste verden, der findes.”

Hvad hører du af musik for tiden?

“Dygtige musikere har jeg altid været skidejaloux på. Musik er jo en direkte vej ind til vores følelser. Det er så snyd, at nogle mennesker er dygtigere til det end andre! Når det så er sagt, er musikken også en kæmpe del af komponenterne, når vi laver runways, da den understøtter og til tider bærer følelsen og stemningen til et show, og derfor orienterer jeg mig bredt.

Forleden hørte jeg en gammel banger, som jeg har gjort til soundtracket til mit liv for tiden, og som jeg derfor bliver nødt til at anbefale: ‘All Good Things (Come to An End)’ af Nelly Furtado. Hun er genial.”

han kjøbenhavn thinh petrus nguyen

En 3D-ansigtsscanning af Thinh Petrus Nguyen. Foto: Han Kjøbenhavn.

“Det er vigtigt at blive rystet, provokeret, lykkelig eller overvældet”: Bettina Bakdal om den kultur, der inspirerer hende lige nu