Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

90s revisited

Remain lægger en ny kurs med en farverig og 1990’er inspireret kollektion, der stadig rummer elementer af det ’effortless chic’, mærket startede med, men også er blevet langt mere festligt.
Remain lægger en ny kurs med en farverig og 1990’er inspireret kollektion, der stadig rummer elementer af det ’effortless chic’, mærket startede med, men også er blevet langt mere festligt.

Remain Birger Christensen, Nikolaj Kirke, tirsdag den 10. august klokken 18.00

Der var lagt op til lidt af en fest og ikke mindst en reel farveeksplosion, da Remain tidligere på dagen viste sin SS22-kollektion i Nikolaj Kirke i København.

For verden har ændret sig under Coronapandemien, og det har Remain også. Efter lang tid hvor vi har været hver for sig, satte kollektionen glæden ved fællesskabet og en boblende optimisme i fokus. Inspirationen var hentet i 90’ernes rave-scene – hvilket ikke mindst blev understreget af musikken og den store LED skærm, der fungerede som showets centerpiece. Men også både farver og snit havde stærke referencer til årtiet, ligesom kollektionen rummede masser af sporty elementer, som gjorde kollektionen (lidt mere) praktisk og (noget mere) festlig. Herunder den hvide hættetrøje mikset med korte sølv shorts, den cool, gule, kviltede jakke og ponchoen, der både kom i nylon i det nye, hvide og lysegule Remain-monogramprint samt i en smuk rødorange lædervariant.

Dertil kom de mange højtaljede bukser og bart maveskind, små bandeau-toppe og korte kjoler og denim med rå kanter. Et sæt med læderbukser med matchende jakke, der var blevet behandlet, så det til forveksling lignede stonewashed denim sendte også tankerne tilbage i tiden.

Den tidligere mere underspillede farvepalette havde fået fuld knald på i farver som klar grøn og orange, lysegul, dyb lilla og petroleumsblå – både mikset som blokfarver og hver for sig. Dette gav Remain et meget nyt udtryk, der sammen med de festlige, korte kjoler ledte tankerne hen på søsterbrandet Rotate, selvom der selvfølgelig også var mere afdæmpede farver samt sort og hvidt i kollektionen.

At Remain på kort tid er blevet en succes, kan der med over 220 retailers fordelt på 40 lande ikke herske tvivl om, men alligevel føltes det som om, at mærket med denne kollektion flytter sig væk fra udgangspunktet, og det er lidt ærgerligt, for Remain ramte tidsånden, hvor mere klassisk (men ikke kedeligt) design og lækre kvaliteter med lang levetid i garderoben var med til at gøre vores tøjforbrug mere bæredygtigt – og det må de meget gerne blive ved med.

Se hele showet her.