Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Ny rapport: Bangladesh kan spare 3 milliarder på genanvendt bomuld

Bomuldsrester kan i stedet for spild blive en indtægtskilde for et af verdens allerstørste tekstilproducerende lande. Det viser de foreløbige resultater af et globalt projekt, der vil gøre modeverdenen cirkulær.
Bomuldsrester kan i stedet for spild blive en indtægtskilde for et af verdens allerstørste tekstilproducerende lande. Det viser de foreløbige resultater af et globalt projekt, der vil gøre modeverdenen cirkulær.

Bangladesh er et af de lande i verden, der producerer allermest bomuld – og et tilhørende stort spild. Et spild af bomuldsrester, som i dag anses for restaffald, men som inden længe kan gå hen og blive en god forretning for landet i Sydøstasien i følge ny rapport. Den anslår nemlig, at Bangladesh kan spare tre milliarder kroner på import af bomuld om året. Rapporten er foretaget af Circular Fashion Partnership, et tværsektorielt partnerskab ledet af Global Fashion Agenda med deltagelse af blandt andre Reverse Resources, som arbejder for en 100 procent cirkulær tekstilbranche inden 2030.

“Bangladesh er uden tvivl det land, der producerer mest genanvendeligt tekstilaffald – af alle lande, der producerer tøj. Med fremkomsten af ​​nye og forbedrede versioner af eksisterende genbrugsteknologier har Bangladesh en enorm mulighed for at skalere sin lokale genbrugskapacitet og dermed reducere sin afhængighed af jomfruelige råvarer. Hvis en genvindingsindustri fremmes nu, vil det blive muligt for landet at nyde de åbenlyse fordele ved omkostnings- og CO2-reduktioner og samtidig få en massiv konkurrencefordel,” siger Nin Castle, Chief Project Officer i Reverse Resources.

En god forretning at redde klimaet

Ifølge rapporten producerede tekstilindustrien i Bangladesh 577.000 ton bomuld alene i 2019. Næsten halvdelen af det – 250.000 ton – er 100 procent rent bomuldsspild. Rapporten peger på, at dette spild vil kunne indbringe mere end 600 millioner kroner, hvis landet vælger at videresælge det til genbrug. Dertil kommer, at Bangladesh er yderst afhængig af import af tekstilfibre. I 2019 importerede landet mere end 1,6 millioner ton bomuldsfibre til en værdi af 21,5 milliarder kroner. Hvis Bangladesh genanvender sit bomuldsspild på 250.000 ton, kan landet ifølge Circular Fashion Partnerships analyse mindske sin import med 15 procent – svarende til en besparelse på tre milliarder kroner. Der er altså meget at hente for et land med en lille økonomi – og meget for modebranchen at indhente på klimafronten. Ifølge Global Fashion Agenda er det en forældet tanke, at klimaindsatsen skal være på bekostning af økonomien.

“Disse fund viser, at et cirkulært modesystem ikke kun kan skabe miljømæssige, men også økonomiske fordele for et land. Det er vidunderligt at se så mange værdsatte parter slutte sig til os på vores rejse mod en cirkulær økonomi, og jeg håber, at den forretningsmodel, der udvikles i Bangladesh, vil blive brugt i andre lande rundt om i verden,” siger Federica Marchionni, CEO i Global Fashion Agenda.

Mange store kræfter bag projektet

Circular Fashion Partnership har været i stand til at tage dette skridt, fordi mange globale modeaktører har valgt at indgå i projektet. Ved hjælp af Reverse Resources’ platform har man kunnet kortlægge de deltagende aktørers tekstilaffald og arbejde på den økonomiske mulighed for at lukke industriens loop. Et essentielt skridt for branchens overlevelse, mener Global Fashion Agendas direktør.

“For at mode skal fortsætte med at trives inden for de planetære grænser, er vi nødt til hurtigt at omfavne mulighederne i en cirkulær økonomi,” siger Federica Marchionni.

Siden projektets start i november 2020 har 20 brands forpligtet sig til projektet, heriblandt store aktører som Bestseller, H&M, Target og Primark. Dertil kommer producenter, ngo’er og andre organisationer som det globale netværk P4G, der blev startet af Lars Løkke Rasmussen i 2018 med et mål om at hindre global opvarmning. Også Den danske Ambassade i Bangladesh er involveret i projektet.

De endelige resultater fra Circular Fashion Partnerships arbejde i Bangladesh vil blive udgivet i en offentligt tilgængelig ‘Circularity Playbook’ senere på året. Du kan læse mere om projektet her.