Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Bæredygtigt modebrand under konkurs – men fortsætter i nyt selskab

En udfordrende coronakrise og medfølgende svigtende butikssalg har ført til, at Marie Schulz har måtte begære sit brand med det unikke koncept, Schulz By Crowd, konkurs.
En udfordrende coronakrise og medfølgende svigtende butikssalg har ført til, at Marie Schulz har måtte begære sit brand med det unikke koncept, Schulz By Crowd, konkurs.

Det er kun lige over et år siden, at det nu femårige danske mærke Schulz by Crowd kunne tage skridtet videre og åbne deres første butik, siden brandet blev stiftet i 2015 af CEO Marie Schulz. Et fysisk univers, der skulle fungere som et supplement til det bæredygtigt funderede brands eksisterende onlineunivers – og dermed styrke forretningens økonomiske grundlag og unikke koncept.

Et koncept, som betyder, at brandets kollektioner er designet af et netværk af over 100 faglærte designere, som skaber produkter i eget navn og sælger igennem Schulz by Crowd – deraf navnet ’crowd’. Men unikt koncept eller ej, har coronakrisen også her været nådesløs. Den 9. april måtte Marie Schulz nemlig indgive sin konkursbegæring for virksomheden SchulzCrowd ApS til Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling. Det fremgår af en registrering i CVR-registret. Til Branchebladet TØJ uddyber hun om beslutningen:

“Jeg har indsendt egenbegæring af gamle Schulz by Crowd, som nu er taget under konkursbehandling. Årsagen er svigtende butikssalg grundet corona og de desværre lange udsigter, der er, til at der igen kommer gang i Nyhavn, hvor vi åbnede vores første brandstore i januar 2020. Corona har desværre været hård ved os – også for mange af mine forhandlere, og udsigterne til at tingene igen bliver normale, samt til at den investering, der var gjort i vores brandstore, ville bære frugt, er desværre meget langsigtet.”

Marie Schulz har dog også besluttet at fortsætte sit arbejde med sit ansvarlige mærke i en anden virksomhedskonstruktion og har derfor overdraget en række aktiver til et helt nyt selskab under navnet Schulz by Crowd ApS.