Fra spild til nyt: Ungt herrebrand samarbejder med ikonisk tekstilfirma
I ambitionen om at skabe tøj med reduceret miljøaftryk er Another Aspect gået på opdagelse i Kvadrats rest- og spildprodukter.Allerede ved grundlæggelsen i 2019 var herrebrandet Another Aspect bygget på et fundament af bæredygtige visioner. Med en klar ambition om at gå imod branchens hurtige forbrugsmønstre stiftede Daniel Brøndt og Anders Poulsen i fællesskab et koncept, der – helt i tidsånden – hviler på en filosofi om at skabe tøj til langtidsbrug.
“Vi havde på en eller anden måde fået nok af mode. Af nyt, nyt, nyt og udsalg hele tiden. Vi forstod ikke, hvorfor cirka 40 procent af alt tøj, der produceres, ender på landfills, og hvorfor branchen producerer mere tøj, end den kan sælge, for derefter at devaluere det fire-fem gange om året til udsalg,” fortalte den ene halvdel af duoen, Anders Poulsen, i januar 2020 om tankerne bag i et interview med Fashion Forum.
Nu tager Another Aspect så hul på et nyt projekt. For ved siden at ambitionen om at sænke behovet for nyt, har de to stiftere også et ønske om – igen helt i tråd med tiden – at deres tøj har et lavere miljømæssigt fodaftryk i selve produktionsprocessen. Og det har ført dem til Ebeltoft på Djursland, nærmere bestemt til den danske tekstilvirksomhed Kvadrat og deres store kartotek af kvalitetsmetervarer:
“I 2020 startede vi en rejse mod at lave produkter af overskudsmaterialer og derved være med til at rydde op i allerede producerede metervarer. Vores rejse startede i Ebeltoft hos Kvadrat, der med dybe rødder i den skandinaviske designtradition med høj kvalitet og langtidsholdbar æstetik var det perfekte match for os,” lyder det i dag fra den anden halvdel af duoen Daniel Brøndt. Han fortsætter:
“Vi fik lov at gå på opdagelse i Kvadrats rest- og spildprodukter, hvor vi hurtigt fandt frem til masse alsidige metervarer, som ville danne det perfekte grundlag for en hverdagsgarderobe.”
Et ongoing samarbejde
Kvadrat, der har eksisteret siden 1968 og har specialiseret sig i tekstiler til blandt andet møbelpolstring, vægtæpper og gardiner – og gjort sig bemærket med samarbejder med store internationale designerne som Raf Simons – arbejder selv med miljøbevidsthed i deres forretning.
Det betyder blandt andet netop et fokus på spild. Derfor har Kvadrat siden 2013, hvor virksomheden blev et aktivt medlem af FNs Global Compact-netværk, arbejdet på at identificere såkaldte ’second life’-muligheder for deres stofrester. Og det er her, at Another Aspect kommer ind i billedet.
Gennem samarbejdet har brandet nu skabt – og netop lanceret i forbindelse med SS21-kollektionen – sine første produkter af Kvadrat-rester. Daniel Brøndt introducerer:
“De første produkter består af en cardigan, der fungerer som en hybrid mellem den klassiske cardigan og en mere alsidig over shirt, og vores tote bag, som en stærk og god ledsager til alle hverdagens objekter, som man har med på sin daglige rejse,” siger han og fortæller, at de fra næste kollektion, AW21, udvider med en frakke lavet af rester. For planen er, at deres aftale med Kvadrat skal være et ongoing samarbejde, så brandet løbende tilføjer nye styles til hver kollektion – og dermed øger brugen af overskudsmaterialer i deres samlede produktion.