Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
ET KIG INDENFOR

Et kig indenfor: Ny butik vil vise fuld transparens mellem salg og produktion

Det bæredygtigt funderede tøjmærke Artikel København åbner ny butik, hvor man som kunde kan følge hele tøjets tilblivelsesproces.
Det bæredygtigt funderede tøjmærke Artikel København åbner ny butik, hvor man som kunde kan følge hele tøjets tilblivelsesproces.

Hos familieforetagendet Artikel København tror man på værdien af den intime købsoplevelse. En oplevelse, der samtidig kommunikerer brandets slow fashion-værdier ned til mindste detalje.

Derfor har de brugt nedlukningen til at renovere og indrette nye butikslokaler på Gammel Kongevej 37, hvor målet er at skabe fuld transparens mellem produktion og salg.

Artikel København, der i efteråret vandt Sallings bæredygtighedspris, Salling Future Friendly Fashion Award 2020, for blandt andet sit “strategiske kollektionsarbejde og smukt forarbejdede design i kvalitetsmaterialer,” er grundlagt som et researchbaseret tøjmærke tilbage i 2017. Bag brandet står Helle Jørgensen, hendes sønner, Gustav og Malthe Risager, og Siri Leijonhufvud.

Den nye butik på Frederiksberg er skabt i tæt samarbejde med arkitektvirksomheden Archival Studies, som har tegnet det specialbyggede reolsystem, der fungerer som en diskret og gennemgående kobling mellem butik og produktion, hvorpå der i det ene rum står æsker med færdigt tøj og i det andet står æsker med det tøj, der arbejdes på – og som slutteligt følger med tøjet og kunden hjem sammen med en lille produktionsfølgeseddel. Æsker, der er produceret af den populære, bæredygtige æskefabrik Elvo, som også leverer til blandt andre Yvonne Koné og Mark Kenly Domino Tan.

“Vi har skabt en gradvis bevægelse gennem butikken, fra den forenklede butiksoplevelse ud mod gaden til den komplekse produktion inde bagerst. Tøjs proces er normalt usynlig for de fleste. Men med butikken vil vi gerne tage kunderne i hånden og gøre dem klogere på, hvordan det bliver til. Det giver forhåbentlig en forståelse for, at visse detaljer eller valg, hvor minimale de end måtte se ud, faktisk er ret komplekse. Ved at få dette indblik håber vi at skabe en mere langvarig forbindelse mellem forbrugerne og deres tøj. Fordi de rent faktisk får en oplevelse af, hvordan deres tøj bliver lavet,” lyder det fra Gustav Risager, der har titlen Co-Design Director.

Artikel København åbner på fredag, den 26. marts 2021, på Gammel Kongevej 37 efter gældende Covid-19-reglement.

Hvis butikken forekommer bekendt, så er det ganske rigtigt. Her har nemlig både Soulland og ODC Mad haft lokaler.

artikel københavn
Æskerne fra Elvo, der følger tøjet hele vejen i processen og kommer med slutkunden hjem.