Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Les Deux slog ny rekord i 2020: “Vi blev født i finanskrisen. Modvind er ikke nyt”

Det danske herrebrand lader ikke en global pandemi komme i vejen for deres vækst- og ekspansionsplaner. Noget, der understreges af virksomhedens nye årsregnskab for 2020.
Det danske herrebrand lader ikke en global pandemi komme i vejen for deres vækst- og ekspansionsplaner. Noget, der understreges af virksomhedens nye årsregnskab for 2020.

At Les Deux skulle kunne fortsætte sin accelererende vækst i det forbandede år 2020 stod ikke ligefrem skrevet i kortene. Men en global pandemi ser ikke ud til at holde det ambitiøse herrebrand tilbage. Det viser de nye tal for virksomheden, som de selv løfter sløret for i dag.

Selve regnskabet er først at finde CVR-registret i morgen, men viser, ifølge Les Deux, for første gang en omsætning på 114,5 millioner kroner – mod en omsætning på omkring 80 millioner året før. Bruttofortjenesten lander på 43,3 millioner kroner mod 24,5 i 2019. Ligesom at der også i det nye regnskab er landet et rekordstort millionoverskud på 26 millioner kroner før skat. Til sammenligning lød det tal i 2019 – efter en firdobling af det forgangne år, vel at mærke – på knap 10 millioner kroner.

At Les Deux har formået at levere deres bedste resultat i en krisetid, skyldes, ifølge CEO Kristoffer Happanen – der er partner i virksomheden med Brand Director Andreas von der Heide – at de trods store udfordringer har holdt ambitionsniveauet højt indenfor alle aspekter af forretningen:

“Vi har i 2020 fremtidssikret vores organisation og investeret massivt i et stærkere Les Deux efter krisen. Vores tyske distribution er taget tilbage i egne hænder, og teamet er udbygget med nyt talent på tværs af hele organisationen. Derudover har vi udbygget vores egne retailkanaler med tre nye butikker, ti showrooms på tværs af Europa, samt et nyt kontor i Paris,” siger han i en pressemeddelelse.

Står stærkere i udlandet – men ambitionerne er højere endnu

De høje ambitioner ses blandt andet indenfor de internationale ekspansionsplaner, hvilket i perioden har ført til nye aftaler med store internationale retailgiganter som Nordstrom i USA, TNT i Canada og Beymen i Tyrkiet. Og det har givet blod på tanden. Så selvom brandet allerede står stærkt på udenlandske markeder – i dag hentes kun 29 procent af omsætningen i Danmark – er blikket rettet mod yderligere international vækst over de næste to-tre år. Kristoffer Happanen tilføjer:

“Det er alvor nu. Vi skal bevise os. Vi bygger flyet, mens vi flyver det, hvilket lægger et sundt pres på os alle. Samtidig har vi en lille agil maskine, som kan dreje, når der er behov for det. Vi bliver ikke for tunge – det er et fokusområde for os,” siger han videre og afslutter:

“Vi blev født i finanskrisen. Modvind er ikke nyt. Det er måske særligt i situationer som den, vi har stået i gennem hele 2020, at erfaringerne og læringen ved at være iværksætter får sin fulde berettigelse.”

LÆS OGSÅ: 

Fra Gap-chefdesigner i New York til dansk vækstkomet: Les Deux henter ny Head of Design