Mandag den 18. januar 2021, Carla Christine Aagaard-Strube.
Ny administrerende direktør hos Georg Jensen 

Mehul Tank, der hidtil har været finansdirektør i Georg Jensen, overtager nu posten som virksomhedens administrerende direktør efter Francesco Pesci. Tank har over 20 års erfaring som leder i detailbranchen med særligt fokus på at skabe vækst inden for e-commerce.

“Under vanskelige forhold for detailbranchen har Georg Jensen vist modstandsdygtighed og fleksibilitet ved at tilpasse sig til de nye omgivelser og fortsætte med at tilbyde vores kunder en omnichannel-oplevelse af høj kvalitet. Når vi nu skifter fokus fra at navigere gennem stormen til at udnytte vækstmuligheder, er tiden også inde til at lade en ny ledelse drive Georg Jensen fremad. Mehul er en dynamisk leder, der har dyb indsigt i vores forretning og en passion for at sætte kunden først, som vil bidrage til at positionere Georg Jensen godt i fremtiden. Vi takker også Francesco for hans bidrag og indsats samt for at lede virksomheden gennem en vanskelig periode,” skriver Georg Jensens bestyrelsesformand, Andrea Davis, i en pressemeddelelse.

Mehul Tank, Georg Jensen

Mehul Tank, ny administrerende direktør hos Georg Jensen.

Tirsdag den 12. december 2020, Sofie Ringtved Jensen.
Boozt udpeger ny topchef for Booztlet 

Boozt AB har i dag annonceret, at Anders Enevoldsen er ny Managing Director for webgigantens outletafdeling Booztlet. Han har været en del af virksomheden siden 2018, senest under titlen Head of Business Development, Investor Relations and Corporate Communication. CEO Hermann Haraldsson udtaler i en pressemeddelelse i dag:

“Vores Booztlet-forretning har i 2020 demonstreret sit potentiale. Der har været stor vækst, og vi ser et stort potentiale i at fortsætte den vækst de kommende år, hvis vi gør det rigtigt. Vi har besluttet at etablere Booztlet som en separat enhed indenfor vores koncern og har bedt Anders Enevoldsen lede den nye forretningsenhed. Anders’ baggrund, hans forretningsindsigt såvel som hans præstationer i sit tidligere job gør ham til den perfekte profil til at lede forretningen fremad.”

Anders Enevoldsen tiltræder sin nye stilling øjeblikligt. Til at overtage hans nuværende rolle i Boozt er udvalgt Ronni Funch Olsen.

Tirsdag den 1. december 2020, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.
Ny PR hos Mads Nørgaard

Når man fremover skal have fat i PR-afdelingen hos Mads Nørgaard, er det Rasmus Sandberg Sloth, der svarer. Han er per dags dato tiltrådt sin nye stilling som Head of Communication og overtager dermed ansvaret fra Sidsel Alling, der efter syv år i virksomheden har valgt at gå selvstændig som kreativ konsulent.

Rasmus Sandberg Sloth

Rasmus Sandberg Sloth.

Fredag den 27. november 2020, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.
Louise Normann stopper hos Hugo Boss

Efter otte år i stolen som PR & Communications Manager i Hugo Boss nordiske afdeling, fratræder Louise Normann sin stilling. Indtil Louise Normanns efterfølger er fundet, varetager Head of PR & Marketing, Cecilia Adelfred, alle opgaver på området.
Louise Normann selv starter hos VIPP – ligeledes som ansvarlig for PR og kommunikation.

Onsdag den 25. november 2020, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.
Direktørskifte hos Mos Mosh

Mens Mos Mosh kan fejre tiårs-jubilæum, har stifter, kreativ og administrerende direktør Kim Hyldahl valgt at give ledelsesstafetten videre for fremover at hellige sig udviklingen af herrebrandet Mos Mosh Gallery samt videreudviklingen af Mos Mosh’ identitet. En identitet, der har sikret virksomheden et solidt overskud igennem de senere år, der alene fra 2017 til 2019 steg fra 47 til lige over 87 millioner kroner.

Fra 1. december vil man kunne finde Thomas Schwartz i stillingen som brandets CEO. Han kommer fra en rolle som ligeledes CEO i Kansas Workwear A/S og har før det været ansat i ledelsespositioner hos Adidas igennem 14 år.

Læs hele artiklen her

Mandag den 23. november 2020, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.
Trine Rønsbøl rykker fra Boozt

Trine Rønsbøl, der kommer fra en stilling som Brand Activation & Strategy Director hos Boozt, er startet hos Ønskeskyen som Strategi- og Marketingdirektør. Rønsbøl skal stå i spidsen for det digitale ‘inspirationsunivers’ indenfor katagorierne mode, skønhed, livsstil og interiør. Hos Ønskeskyen får hun desuden følgeskab af Jeppe Leth, der kommer fra Noise og Darling Creative Studio, og her skal varetage jobbet som PR og SoMe Manager.

Mandag den 23. november 2020, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.
DK Company henter PR hos Ørgreen Optik

Igennem de sidste tre år har Eja Johansen varetaget PR og kommunikation hos Ørgreen Optics, men er fra denne november rykket til DK Company, hvor hun er Marketing Manager for mærkerne Saint Tropez og Soaked in Luxury.

Fredag den 20. november 2020, Simon Melhus.
Radio Loud taber endnu en modemand

I juni forlod den anerkendte journalist og modeekspert Chris Pedersen sin post som kulturredaktør på Loud til fordel for en stilling hos Børsen. Efterfølgende forlod nyhedschef Linda Olsen også radiokanalen, og nu skal tilrettelægger Kristian Hindø-Lings også videre. Den tidligere stylist – og moderedaktør på Alt.dk – starter som Junior Buyer på accessories, tasker og strømper hos Magasin fra den 1. december 2020.