Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

H&M bag nyt brand på abonnement: “Et bæredygtigt koncept, vi tror på”

Hvad sker der, hvis man tager salgs- og dermed vækstfikseringen ud af et modebrand og i stedet eksklusivt sælger høj kvalitet billigt for betalende medlemmer? H&M Group har besluttet at give det et forsøg.
Hvad sker der, hvis man tager salgs- og dermed vækstfikseringen ud af et modebrand og i stedet eksklusivt sælger høj kvalitet billigt for betalende medlemmer? H&M Group har besluttet at give det et forsøg.

Der er fortsat lang vej til bæredygtighed i modebranchen. Derfor er det da også rigtig interessant, når nogen – både helt nyopstartede små virksomheder, men også de store giganter – kaster sig ud i nye, grønne eksperimenter og forretningsmodeller. For succesfulde eller ej, er de trods alt beviset på, at viljen til reel forandring er derude – og potentielt er et skridt i den rigtige retning.

Og det er præcis, hvad H&M Group nu har gjort. Lanceret et helt nyt koncept, som er kommet til verden for netop at afprøve en anden – og på sigt mere ansvarlig – vej til en sund modeforretning for koncernen.

Det nye koncept, eller brand, som det reelt set er, er navngivet Singular Society og ligger under H&M Groups voksende paraply. Her produceres både dame- og herretøj samt interiør, og stilen er genkendeligt nordisk. Noget, der smager lidt af en slags afstikker fra en af de seneste og måske nok mest populære titler under H&M, Arket.

Der hvor Singular Society adskiller sig, er særligt i forhold til forbrugeren. For mærket er bygget op på en abonnementsmodel, der betyder, at produkterne sælges eksklusivt til medlemmer, som mod en fast månedlig betaling får adgang til et voksende antal styles i brandets webshop og ene butik, der kan købes til den pris, de koster at producere – altså uden den sædvanlige mark up. Og selvom idéen om tøj på abonnement ikke er ny, så er det alligevel en anden model, der her testes af, end den vi har set hos blandt andre Vigga og Organic Basics.

Singular Society har på nuværende tidspunkt også en butik i Stockholm, på adressen Gamla Brogatan 28.

Bedre forbrug og mindre fokus på vækst

Og hvorfor er det så potentielt bedre for miljøet, end den klassiske model, vi kender?

Udover at brandets produkter er – ifølge H&M selv – af høj kvalitet, tidløst design og ansvarligt produceret, så er det målet, at forretningsmodellen skal være med til at løse branchens problemer med overproduktion – og derudover generelt ryste posen i forhold til den traditionelle vækstfiksering, som ikke stemmer overens med mere ansvarlig produktion og forbrug:

“Vi tænkte: er det muligt at skabe et scenarie, hvor kunder får adgang til ansvarligt producerede produkter i den højeste kvalitet, som de ærligt ønsker sig og har brug for, til en fair pris? Og som på samme tid kan forme en sund og pålidelig, langsigtet forretning?” skriver de om tankerne bag og fortsætter:

“Det, vi kom frem til, er dette: hvis vi ændrer vores forretningsmodel til en abonnementsbaseret service, ville det betyde, at vi ikke er afhængige af at tjene penge på det, vi sælger, og i stedet kan leve af de månedlige betalinger. Det betyder, at vi kan fokusere fuldt ud på kvalitet og langsigtede relationer til vores medlemmer i  stedet for kortsigtet profit. Så vi besluttede at afprøve vores idé i praksis,” skriver de videre og forklarer, at idéen er at hjælpe folk med at købe mindre ved at give dem en ny – og i dette tilfælde billigere – mulighed for at købe bedre. Noget, de selv betegner som et “bæredygtigt koncept, vi tror på.” Et koncept, “hvor overskuddet går til selve produktet i stedet for alt det rundt om,” som det videre formuleres af H&M Group selv, der også sammenligner sit nye koncept med populære tjenester som Netflix og Spotify.

Singular Society er indtil nu kun soft launched, hvorfor der er en venteliste for nye tilmeldinger. Men planen er, at konceptet udrulles yderligere løbende med fokus på, at alle skal kunne tilmelde sig så hurtigt som muligt. Prisen for et medlemskab er 9,50 euro, eller lige over 70 danske kroner, om måneden for det medlemskab, der giver adgang til fem produkter om måneden. Med et ’Plus’-medlemskab kan man købe 25 ting og det koster 19,50 euro svarende til 145 kroner.