Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Fransk luksus i dansk design, Decadent med jubilæum, feminine tracksuits og lidt om Black Friday

Cartier markerer et år i København i samarbejde Kay Bojesen, Decadent Copenhagen fejrer 15 år, og 7 Days Active står bag tracksuit med danske Elle.
Cartier markerer et år i København i samarbejde Kay Bojesen, Decadent Copenhagen fejrer 15 år, og 7 Days Active står bag tracksuit med danske Elle.

Så kom dagen. Black Friday. Er I klar?

Det er de fleste af jer sandsynligvis, da den sorte fredag for længst er overgået fra en enkelt dag til en hel uge som langt de fleste virksomheder – måske endda jer selv – teaser for en måned op til. Konceptet deler vandene både for virksomheder og forbrugere – nogle elsker det, andre hader det, nogle glæder sig til de gode tilbud, andre bander over den hektiske hyldestdag til materialismen. Dog fortæller foreløbige prognoser, at de danske netbutikker igen i år vil sætte salgsrekord – trods corona. Kun halvvejs inde i årets ‘Black Week’ modtog Dansk Erhverv Digital Handel en statusrapport fra flere af de danske aktører, der allerede nu melder om fremgang i forhold til sidste år. Erhvervsorganisationen foretog desuden inden ugens begyndelse en undersøgelse omkring, hvad forbrugerne forventer at købe, hvor kategorien tøj, sko og smykker indtog en klar førsteplads.

Flere modebrands har dog deres egen tilgang til dagen, der spænder fra fra total boykot – som vi så det sidste år hos Mads Nørgaard – til en oplagt mulighed for lidt ekstra kundepleje eller donationer til velgørende formål. Buksebrandet Shaping New Tommorrow forsøger sig med at give dagen et bæredygtigt spin med det, de selv kalder en nulspildsstrategi, hvor de udnytter udsalget til at komme helt i bund med lageret. Organic Basics har teamet op med WWF, Verdensnaturfonden, hvor de donerer ti euro for hvert salg frem til mandag den 30. november. De forpligter sig desuden på en donation på minimum 90 tusinde euro til WWF-projektet ´Regenerative Cotton Pilot Project´ i Büyük Menderes Basin i Tyrkiet – der støtter bomuldsproducenternes omstilling regenerativt landbrug.

Uanset om du er for eller imod Black Friday, så ønsker vi dig en god weekend med et udvalg af ugens korte nyheder.

Cartier markerer ét år i København med Kay Bojesen

Han er den første, du møder, når du træder ind i en hvilken som helst Cartier-butik. Han er klædt i sort-rød uniform med guldbelagte knapper og skaber et eksklusivt første indtryk til det glitrende univers af smykker, ure og parfume. Der er selvfølgelig tale om de klassiske dørmænd ved Cartiers butikker over hele verden – der nu kan opleves som dekorativ træfigur med et særligt dansk twist. Det franske luksushus fejrer nemlig nu ét år i København med et samarbejde med Kay Bojesen. Den danske designvirksomhed har til lejligheden skabt en fortolkning af den ikoniske dørmand tro mod stilen, vi kender fra ikoner som Bojesens abe fra 1951, og de mange andre træfigurer som fanebæreren, postbuddet og politimanden. De flotte figurer laves i to størrelser og kan ses – men ikke købes – i Cartier-butikken netop nu.

Oplev samarbejdet mellem Cartier og Kay Bojesen i Cartiers flagskibsbutik på Østergade 3, København. 

                                             Cartier x Kaj Bojesen: The Groom.

 Decadent Copenhagen fejrer 15 år i modebranchen

… og tiårsjubilæet for mode- og accessorybrandets signaturtaske, Meryl Shopper. I 2005 lancerede ejer og kreativ direktør Karina Mundt Holst Decadent Copenhagen, men det var først i 2010, at brandet for alvor gjorde sig bemærket med den populære shopper, der stadig er en bærende del af brandets sortiment:

“Det er det tidsløse og klassiske udtryk i den gode kvalitet, der driver mig. Den bæredygtige tilgang for mig som designer er netop at skabe en style i ægte håndværk, der både i udtryk og kvalitet kan bruges på tværs af alle sæsoner og aldrig går af mode,” skriver Karina Mundt Holst i en pressemeddelelse.

Både brand og taske fejres fra den 23. november til 5. december i Decadents flagskibsbutik på Store Regnegade 3 i København – hvor en limited edition af Meryl Shopperen også kan købes. Du kan samtidig opleve Karina Mundt Holsts univers og tilgang til design via en udstilling af ældre skitser og videoer, der beskriver hendes arbejdsgang. Det sker som sidste del af  ’Art Carousel’ pop-up, hvor en række af kunstnere siden oktober på skift har udstillet i butikken.

Karina Mundt Holst, ejer og kreativ direktør hos Decadent Copenhagen.

7 Days Active og Elle lancerer tracksuit til din indre ‘mademoiselle’

Joggingdragten er uden tvivl en fundamental del af vintergarderoben for mange i 2020 – og ikke kun til en tur i fitnesscentret. I sommer gjorde Malkit Singh og 7 Days Active sig endnu engang bemærkede med et brag af et show, der i høj grad blev båret af de mange dygtige dansere i brandets farverige tracksuits. Nu er 7 Days Active klar med mindre kollektion af sweatshirts og joggingbukser i samarbejde med modemagasinet Elle i støvet blå og beige med ´mademoiselle’ broderet på både trøje og buks.

7 Days Active x Elle blev lanceret i går den 26. november på 7 Days Actives´ hjemmeside.

7 Days Active x Elle.

Griegst popper op med The Apartment

Kunst- og designgalleriet The Apartment og det københavnske smykkebrand Griegst afholder en todages pop-up shop på Holbergsgade 10 i København. Pop-up-shoppen åbnede i går den 26. november, men frem til klokken 19.00 i dag kan du opleve et udvalg af Griegst smykker, lysestager og sølvbakker omgivet af særligt udvalgte vintage møbler og tekstiler fra The Apartment. Adressen på Holbergsgade bliver fast hjemsted for Griegst i løbet af foråret i 2021, men er i øjeblikket stadig under opbygning.