Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Modeuge

Pitti Uomo rykker datoerne for næste messe

Igen i 2021 kommer vi til at se et sammenfald af herre- og damemodeuger. Pitti Uomo tager det første skridt ind i planlægningen af det nye år.
Igen i 2021 kommer vi til at se et sammenfald af herre- og damemodeuger. Pitti Uomo tager det første skridt ind i planlægningen af det nye år.

Den italienske messe Pitti Imagine, der rummer messerne Pitti Uomo, Bimbo, Filati, Fragranze og Superi, valgte i juni at rykke alle sine messer til 2021. Men som de fleste nok har erkendt, så har Covid-19 ikke tænkt sig at stoppe alene, fordi vi i en sky af champagne går ind i næste år.

Derfor har Pitti Imagine nu besluttet at rykke den forestående januar-herremesse til slut februar, den 21.-23. Samtidig bliver tre af Pittis messer slået sammen, og Uomo får dermed følgeskab af strikmessen Filati og børnetøjsmessen Bimbo.

Valget af sammenlægningen og de nye datoer opfylder ifølge ledelsen tre nedsatte kriterier i forhold til fortsat at ligge indenfor indsalgsperioden, at kunne fastholde messernes stærke identitet og samtidig ligge fornuftigt i relation til de italienske modeuger. Med de nye datoer kommer Pitti Uomo dermed til at forløbe i dagene op til damemodeugen i Milano. Selvom det endnu ikke er på tale, så vi i september, at Milano (og London) slog herre- og damemodeugerne sammen som direkte følge af Covid-19 – og et lignende scenarie er ikke utænkeligt i år.

“Vi er klar over, at kollektionssalget allerede er langt fremme, når vi når tredje uge af januar,” siger Raffaello Napoleone, administrerende direktør for Pitti Immagine.

“Men der er stadig gode muligheder for købere, især dem, der køber tøj af høj kvalitet og foretrækker at se det fysisk. Derudover åbner vi vores digitale platform, Connect, i god tid. Vi har arbejdet intensivt på at optimere vores online salgssystem, der når alle de internationale topindkøbere. Endeligt har vi allerede forberedt alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger fra indgangskontrol, planlægning af besøg til design af indretningen, så der tages højde for social afstand og konstant sanering.”