Boozt gør klar til dansk børsnotering
Den dansk/svenske webportal har besluttet at supplere sin svenske børsnotering med en notering på Nasdaq Copenhagen – noget, der skal “give endnu bedre grundlag for at udnytte attraktive markedsmuligheder."Boozt.com har godt fat i de nordiske mode- og livsstilsforbrugere og har siden 2017 været børsnoteret i Sverige. Men nu vil den dansk/svenske webshop rykke ind på børsen i Danmark også. Det skriver Boozt i en pressemeddelelse i dag.
Det betyder, at Boozt vil lade sig notere på Nasdaq Copenhagen – ligesom at de også overvejer at rejse kapital via et udbud af aktier til danske investorer. Hermann Haraldsson, medstifter og CEO i Boozt, siger i pressemeddelelsen:
“Det er med en vis portion glæde, at jeg i dag kan fortælle om Boozts planer om at rejse kapital i forbindelse med en notering på børsen i Danmark. I 2017 blev vi noteret i Sverige. Vi betragter os selv som et Øresunds-selskab, og derfor vil det være naturligt for os at være noteret både i Sverige og Danmark. En dansk notering og et muligt udbud af nye aktier vil give os endnu bedre grundlag for at udnytte attraktive markedsmuligheder.”
Ifølge Boozt, er nu et passende tidspunkt at rykke ind på den danske fondsbørs og udvide aktionærbasen. Målet er at “understøtte fremtidig vækst, give selskabet bedre adgang til kapitalmarkederne og etablere en endnu mere diversificeret aktionærbase blandt nye danske og internationale aktionærer,” som selskabet selv skriver det. Derudover forventer Boozt også, at en dansk børsnotering kan øge platformens plads i bevidstheden hos både kunder og leverandører.
Boozt har – ligesom de fleste andre – været økonomisk påvirket af coronakrisen i første kvartal. Men selskabet er siden kommet efter det og kom i andet kvartal ud med en omsætning, som var knap 37 procent højere end sidste år. Forventningen er at lande på en vækst på 20-25 procent i år med en omsætning over 4,1 milliarder svenske kroner.
Boozt forventer at komme på børsen i Danmark inden udgangen af 2020.