Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

“Det chokerer mig, man ikke lærer at arbejde på brun hud, når man studerer til makeupartist”

Nyt skandinavisk agentur vil øge diversiteten i modebilledet både foran og bagved kameraet.
Nyt skandinavisk agentur vil øge diversiteten i modebilledet både foran og bagved kameraet.

Fiiri betyder ’at se’ på somalisk, og det er lige præcis det, som Mona Mohammed Ali med sit nye agentur for modeller og kreative vil have folk til. I det somaliske verbum ligger dog også et krav. Et krav om ikke bare at se, men om virkelig at se. Åbne øjnene, undersøge, vågne op, og derfor er bureauet navngivet netop Fiiri.

For en af bevæggrundene bag stiftelsen af det skandinaviske agentur, der blev etableret i London i 2019, var branchens klagesang om, at der ikke findes nogen sorte modeller. Dernæst var det at agere støtte og mentorskab for unge, farvede minoriteter, hjælpe flere såkaldt BIPOC-kreative (Black, Indigenous and People of Color, red.) ind i branchen og endeligt at tilbyde konsulenthjælp til alle de brands og virksomheder, der ikke ved, hvor de skal starte, når ønsket er en mere inkluderende virksomhedsstrategi.

For som Mona Mohammed Ali sagde, da hun blev interviewet under Copenhagen Fashion Week i talk-programmet Small talks – Big Conversations, så er der mange brands og firmaer, der bruger eksempelvis en sort model i en kampagne som et token, altså som en ’ting’, der skal repræsentere deres åbenhed for diversitet, uden det nødvendigvis reflekteres dybere ind i virksomheden.
Derfor starter Mona Mohammed Ali også altid med at spørge, hvorfor folk gerne vil arbejde med netop Fiiri for at få dem til at tage stilling til en længerevarende ændring i virksomheden.

“Jeg hører ofte, at der ikke er nogle sorte modeller, men jeg har 30 sorte modeller, jeg kan få til casting på torsdag. Så vil folk ikke se?,” sagde hun under interviewet.

Opgør med den manglende diversitet i modebranchen blev startskuddet

Mona Mohammed Ali har studeret modedesign og markedsføring i London, hvor hun sidenhen arbejdede hos blandt andet influencer-marketing-bureauet Rewardstyle og agenturet Beautystack, inden hun bosatte sig i Stockholm. Her blev hun skræmt over, hvor lidt mangfoldig kultur, der var i modebranchen, og efter – uden held – at have banket på hos de etablerede bureauer og agenturer med ideen om at øge deres diversitet, besluttede hun at starte sit eget.

“Min brede erfaring i modeindustrien og det faktum, at jeg er en sort kvinde, som har oplevet undertrykkelse på egen krop, betyder, at jeg kan tilbyde et sikkert sted for underrepræsenterede grupper i branchen. Jeg forstår deres kamp i et andet omfang end et traditionelt agentur,” fortæller Mona Mohammed Ali i pressemeddelelsen om Fiiri Agency, der ikke bare vil repræsentere modeller, men også kreative i branchen.

“Det chokerer mig, at man ikke lærer at arbejde med brun hud eller forskellige teksturer af hår, når man studerer til at blive hårstylist eller makeupartist. Man kan ikke kalde sig hårstylist, hvis man ikke kan arbejde med alle typer af hår. Hvis man kun kan arbejde med kaukasisk hår, så bør man kalde dig kaukasisk hårstylist. Jeg føler, at mange mennesker er blevet frarøvet jobs, fordi der ikke har været de rigtige personer til at håndtere deres hud og hår. Hvis man vil være alsidig og have en sort eller indisk person i billedet, så skal man også have en, der virkelig forstår det, for så bliver resultatet langt bedre,” sagde hun under interviewet på Copenhagen Fashion Week, hvor hun også slog fast, at hun ser en tendens til, at folk komfortabelt vælger deres venner at arbejde med. Hun opfordrer i stedet til, at man er åben og nysgerrig og engagerer sig med folk fra forskellige kulturer.

Et agentur for alle minoriteter

Det er ikke kun etnicitet, Mona Mohammed Ali og kommerciel direktør Stefanie Forsgren ønsker at repræsentere i deres agentur. Også andre minoriteter som transgender, ikke-binære og mennesker med funktionsnedsættelse skal med tiden blive en del af castet. Visionen er ’at løfte de grupper, der sjældent ser sig selv i nutidens modebranche, og dermed udvide billedet omkring, hvem der kan have en karriere indenfor mode’, som der står i pressemeddelelsen. Derfor har Mona Mohammed Ali også sagt fra, når firmaer eksempelvis har bedt om, at en mellemøstlig, men ikke muslimsk kvinde, skal bære hijab på et billede. Med ønsket om en større autencitet i modebilledet og repræsentationer, som flere minoriteter skal spejle sig i, har hun i de tilfælde i stedet forslået en af de modeller i agenturet, der rent faktisk er muslimer og bærer hijab til hverdag.

“Fortællingen omkring underrepræsenterede grupper er længe blevet overskygget af kamp og undertrykkelse og andre faktorer af vores identitet, der ses som sekundære. I medierne fremhæves vi ofte under de socioøkonomiske problematiske forhold, hvilket giver et begrænset billede af virkeligheden. Jeg vil skabe en fri zone, hvor vi i stedet kan identificere os med vores kreativitet, vores talent og vores succes,” slutter Mona Mohammed Ali.

Fiiri, der har kontor i Stockholm, har i dag cirka 50 modeller, makeup-artister, art directors og stylister både i Stockholm og København i agenturet.