Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Kristoffer Dahy
Alle nyheder, Navne

Euromans nye chefredaktør er fundet

Morgenposts Kristoffer Dahy Ernst bliver ny chefredaktør på Euroman og får samtidig rollen som Creative Partnership Editor på boligmagasinet RUM.
Morgenposts Kristoffer Dahy Ernst bliver ny chefredaktør på Euroman og får samtidig rollen som Creative Partnership Editor på boligmagasinet RUM.

Der er en ny mand i spidsen for Euroman, der i august 2020 sagde farvel til Karl Erik Stougaard, som rykkede videre til en stilling som ansvarshavende chefredaktør på Nordjyske Medier.

Men det er en gammel kending i huset, der nu bliver den nye frontfigur for Egmonts herremagasin. Den nye chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst, var indtil 2014 webredaktør på Euroman.dk og er desuden fast bidragsyder til Euroman. Her står han blandt andet bag podcasten ‘Arbejdstitel’, mens han i det daglige har været kommunikationsrådgiver hos kommunikationsbureauet Friday – og står bag den populære ugentlige nyhedsmail ‘Morgenpost’, der udgives af Føljeton.

“Med Kristoffer Dahy Ernst får Euroman en stærk og komplet profil, som er i øjenhøjde med læserne og kender mediets DNA. Kristoffer har en stor indsigt og viden om de emner, der optager læserne af Euroman, lige fra livsstil og kultur til politik og samfundsforhold. Samtidig har han en faglig og kommerciel forståelse, der kan sikre, at Euromans særkende udvikles både på print og digitalt, så mediet fortsat vil stå ligeså klart og relevant, som første gang det udkom for knap 30 år siden,” siger magasindirektør i Egmont Publishing Tina Nikolaisen i en pressemeddelelse.

Udover at fungere som chefredaktør skal Kristoffer Dahy Ernst samtidig være Creative Partnership Editor på boligmagasinet RUM, hvor han sammen med RUMs chefredaktør, Anne Lose, skal udvikle partnerskaber for boligmagasinet.

I pressemeddelelsen udtaler Kristoffer Dahy Ernst om ansættelsen:

“Euroman er et af de stærkeste brands i medie-Danmark. Det står på skuldrene af en lang række enormt dygtige redaktører, journalister, art directors og fotografer, som måned efter måned har skubbet grænserne for, hvordan man kan lave magasinjournalistik i et land med et alt for lille sprogområde. Euroman besidder et kæmpe udviklingspotentiale både på print, digital, lyd og billede, og vores opgave i redaktionen bliver at ære arven samtidig med, at vi skal sætte en ny standard for et journalistisk livsstilsunivers, som mænd og kvinder har lyst til at være en del af.”

Kristoffer Dahy Ernst tiltræder som redaktør på Euroman den 1. november 2020.