Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Uddannelse

Designtalenter udfordrer båndet mellem krop og mode i ny udstilling

Designmuseum Danmark og Designers’ Nest præsenterer i samarbejde fem nordiske designtalenter i udstillingen Absent Bodies, der lige nu vises på pladsen foran det lukkede museum.
Designmuseum Danmark og Designers’ Nest præsenterer i samarbejde fem nordiske designtalenter i udstillingen Absent Bodies, der lige nu vises på pladsen foran det lukkede museum.

Designmuseum Danmark er i øjeblikket i gang med en større renovation af den historiske museumsbygning og åbner derfor først igen i 2022. Men det stopper heldigvis ikke Designmuseets inspektør, Pernille Stockmarr, der i samarbejde med direktøren for Designers’ Nest, Ane Lynge-Jórlen, har kurateret en udstilling tilgængelig for alle på pladsen foran museet.

Udstillingen, Absent Bodies, består af værker fra fem nyuddannede nordiske designere, som alle var blandt de ti finalister til Designers’ Nest Award, der støtter og sætter fokus på nordiske talenter. Vinderen af hovedpræmien til Designers’ Nest Award Show, der i år blev finske Milka Seppänen, modtog 50.000 kroner samt et studiebesøg til UEDA College of Fashion i Osaka, Japan, men blandt de resterende finalister blev udpeget yderligere fem vindere af konkurrencens Exhibition Price, hvor præmien netop var denne udstilling på Designmuseum Danmark.

Fælles for de udstillede værker er det næsten uadskillelige forhold mellem krop og mode, men som titlen indikerer, er kroppen her fraværende i de installatoriske designs. Noget der, ifølge pressemeddelelsen, “illustrerer, hvordan designerne her udforsker og udfordrer de særlige konventioner og idealer, der eksisterer i det tætte bånd mellem krop og mode.”

Courtney Makins:  The Love Scene & The Balancing Act.
Ishara Jayathilake: East meets West.

De fem designere bag værkerne er danske Oliver Oppermann, Courtney Makins og Frederik Stålhandske fra Sverige, Amina Saada fra Finland og Ishara Jayathilake fra Norge, alle udvalgt for deres talent og måden de nytænker modedesign i relation til aktuelle emner som bæredygtighed, magtforhold, mental sundhed og identitet. Eksempelvis fremgår det på Designmuseets hjemmeside, at danske Oliver Oppermanns værk ‘follow4follow’, som ses nedenfor, er lavet som en kommentar til vores adfærd på sociale medier.

Oliver Oppermann: Follow4follow.
Amina Saada: The Red Bride.

“Det er vigtigt for os, som hele Danmarks Designmuseum, at støtte op om talentudviklingen, ikke kun i Danmark, men i hele Norden. Derfor ligger samarbejdet med Designers’ Nest Exhibition Price 2020 og udstillingen Absent Bodies i naturlig forlængelse af de tidligere udstillinger, vi har vist på Museumspladsen, hvor up and coming kunsthåndværkere og designere fra hele Norden har været repræsenteret,” slutter Anne-Louise Sommer, direktør for Designmuseum Danmark, i en pressemeddelelse.

Frederik Stålhandske: People Go To Work af.

Absent Bodies kan opleves indtil 22. november 2020 på pladsen foran Designmuseum Danmark.