Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Corona

En god dag for PWT Group: “Selskabet er reddet”

Rekonstruktionen for den danske tøjkoncern er nu blevet endeligt vedtaget, så PWT kan fortsætte som en “stærk og tilpasset virksomhed” – med stor millioninvestering fra både nye ejere og bank.
Rekonstruktionen for den danske tøjkoncern er nu blevet endeligt vedtaget, så PWT kan fortsætte som en “stærk og tilpasset virksomhed” – med stor millioninvestering fra både nye ejere og bank.

“Det er en god dag for PWT Group. Vi er både taknemmelige og ydmyge over for den store opbakning, vi er blevet mødt med fra vores samarbejdspartnere og kreditorer i denne meget vanskelige situation.”

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra CEO i PWT Group Ole Koch Hansen, der i går kunne fortælle, at deres rekonstruktion nu er blevet vedtaget efter opbakning på et kreditormøde.

Efter PWT Group allerede tidligt i coronakrisen gik i betalingsstandsning, har en forestående rekonstruktion været på tegnebrættet. En rekonstruktion, der i sit foreløbige format blev vedtaget i slutningen af maj. Nu har den så været til endelig afstemning – og dermed står det klart, at koncernen, der står bag Tøjeksperten og Wagner samt mærkerne Junk de Luxe, Bison og Lindbergh, er “reddet.”

“Kreditorerne, vores mange samarbejdspartnere, vores bank og vores mange dygtige medarbejdere har vist os stor tillid, og vi står nu med en stærk og tilpasset virksomhed, der kan fortsætte den gode udvikling, som PWT har fulgt i 2019 og de første måneder af 2020. Løsningen har krævet hårdt arbejde og velvilje fra alle parter, men vi har sammen etableret grundlaget for et stærkt PWT – til glæde for kunder, leverandører og medarbejdere,” siger Ole Koch Hansen videre.

“Et godt afsæt for sin videre færd”

Den vedtagne plan indebærer dog også, at kreditorerne er gået med til at sluge store økonomiske tab, da de har accepteret en foreløbig dividende på 20 procent af deres tilgodehavender – med mulighed for at modtage op til i alt 30 procent.

Den nye ejerstruktur i PWT består af Ole Koch Hansen samt øvrige ledelsesmedlemmer i PWT Management som hovedejer samt med en gruppe eksterne investorer, der udgøres af tidligere obligationsejere i PWT Holding A/S. De vil, som en del af rekonstruktionen, indskyde 20 millioner kroner i ny kapital, ligesom at den tilknyttede bank har stillet ny finansiering på 125 millioner kroner til rådighed. Det hidtidige ejerselskab, PWT Holding A/S, afvikles – og det betyder også, at ejerne bag koncernen, Polaris Private Equity, udtræder af ejerkredsen.

“Det er det rigtige skridt for at medvirke til en reorganisering af PWT og give selskabet et godt afsæt for sin videre færd, og vi ønsker PWT alt det bedste,” siger Allan Bach Pedersen, partner i Polaris, i pressemeddelelsen. Han suppleres af Ole Koch Hansen, der afsluttende siger:

“Processen har betydet, at vi kan videreføre en markant og dybt rodfæstet tøjvirksomhed i markedet og har skabt et nyt, optimeret og ambitiøst PWT, der med de stærkeste butikker, brands, og velvalgte geografiske markeder fremadrettet vil udgøre en stærk samarbejdspartner for vores kunder, leverandører og udlejere.”