Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Nyt fokus på upcoming og mindre brands til dette års Guldknap

Endnu en gang hyldes dansk designtalent gennem ALT for damernes Guldknap-pris – og i år er det både med et større felt og et særlig øje på mindre mærker.
Endnu en gang hyldes dansk designtalent gennem ALT for damernes Guldknap-pris – og i år er det både med et større felt og et særlig øje på mindre mærker.

Sidste år var det 50-års jubilaren Inwear. Året før blev det Gestuz. Og tidligere er den gået til både Margit Brandt, Designers Remix, Ganni og Mads Nørgaard. ALT for damernes Guldknap-pris har i mere end 30 år hædret nogle af Danmarks største og mest succesfulde modevirksomheder. Men også her viser 2020 sig at skille sig ud.

ALT for damerne har med dette års pris – der fortsat er en læserpris – valgt at ændre konkurrencen, så de med årets nomineringer retter blikket mod de mange talentspækkede upcoming og mindre virksomheder i den danske modebranche – og derudover folde listen af indstillede brands ud, så der i stedet for tre nominerede er ti, som magasinets læsere kan stemme på.

“I år har ALT for damerne valgt at nominere ti mindre danske og uafhængige brands i stedet for tre større, som vi førhen har gjort. Dette har vi valgt for at sætte fokus på mindre danske virksomheder i en tid, hvor Corona også har udfordret modebranchen,” skriver redaktionen selv om beslutningen. Det årlige show i slutningen af august, hvor vinderen vanligt udnævnes foran et publikum fra hele branchen, er grundet corona ligeledes ændret til en umiddelbar kåring efter konkurrencens afstemning er slut.

Se dette års ti nominerede samt ALT for Damernes begrundelse for nomineringen herunder:

Hofmann Copenhagen

“Hofmann Copenhagen er især kendt for deres feminine snit, fine detaljer og modige valg af farver og mønstre. De har en særlig evne til at omsætte det til nyskabende musthaves og statement-pieces, som vi alle drømmer om. Især den legesyge tilgang til farver og print er kun blevet mere bemærkelsesværdige med årene. Stilen er feminin, klassisk og unik på én og samme tid.”

Hofmann Copenhagens seneste show under Copenhagen Fashion Week SS20.

Carcel

“Carcel skiller sig ud fra den traditionelle modeindustri på flere måder, da de hverken arbejder med sæsoner eller kollektioner, men lancerer deres produkter i mindre oplæg. Deres kollektioner bliver produceret af kvindelige indsatte i fængsler i Thailand og Peru. De formår at balancere både æstetik og etik i en tid, hvor mode ikke længere bare er mode. Deres designs er enkle, holder længe og er klassikere, vi alle burde have hængende i klædeskabet.”

Carcels seneste kampagne, her med Rikke Wackerhausen-Sejersen.

Kokoon Copenhagen

“I de sidste ti år har Kokoon slået sit navn fast i branchen for sine lækre og stilsikre kreationer i den blødeste silke. De er mestre, når det kommer til at skabe designs, som har de mest elegante snit og falder smukt om kroppen. Stilen er feminin, klassisk og underspillet, og silkekjoler er blandt brandets absolutte kernekompetencer.”

Kokoon AW20.

Proem Parades

Proem Parades er en af de nyere spillere på det danske marked med deres opstart i 2019. Brandet har gjort sig bemærket med deres feminine designs, der alle har referencer til herremoden. Stilen er feminin, eksklusiv og med fokus på materialer og snit, de går ikke på kompromis med noget, der er tænkt over enhver detalje i deres designs. De producerer kun efter efterspørgsel, så der er intet spild i deres kollektioner.”

Proem Parades.

Britt Sisseck

“Det hele startede med en crispy skjorte og er siden blevet et Britt Sisseck-dogme, som mange kvinder nyder godt af. Britt Sisseck arbejder med kontraster, hvor det feminine møder det maskuline, og det klassiske møder det moderne. Hver style tilbyder den perfekte balance, hvilket holder dem evigt aktuelle. En af hendes styrker i kollektionerne er hendes altid smukke og farverige print, som skaber opsigt og giver kollektionen et mere unikt og personligt touch.”

Britt Sisseck SS20.

Tomorrow Denim

“Tomorrow Denim gør det muligt for os at shoppe dansk denim med grøn samvittighed, og så leverer de godt design og gode produkter, hvor særligt jeans er en af brandets helt store styrker. Kollektionen består i dag af jeans, denimjakker, T-shirts og accessories, som sammen udgør den klassiske garderobe. Det er ikke bare denim – deres kollektioner er fyldt med karakter og power, især deres taljerede denimjakker sidder som en drøm, og hver eneste model af de forskellige jeans kan noget særligt.”

Tomorrow Denim.

Hosbjerg

“Hosbjerg formår at ramme et perfekt miks mellem det feminine og sporty og efterlader stor mulighed for at kombinere styles på kryds og tværs i et legesygt og personligt look. Hosbjerg laver alt fra sporty sweatshirts til feminine kjoler i fine prints. Alt sammen til priser, der giver os råd til at være stilfulde.”

Hosbjerg.

Apof

“Siden 2017 har Apof forkælet kvinden med fine print, farver og materialer, simple og lette silhuetter. De er kendt for deres tidløse designs i høj kvalitet og deres afslappede og komfortable univers. Deres kollektion består af feminine kjoler, blomstrede Liberty-skjorter, nederdele, shorts og bukser.”

Apof (a piece of favorite) SS20.

Milsted

“Gennem otte kollektioner har Milsteds univers bestået af unikke, underspillede skjorter, smukke kimonoer og pyjamasser i de fineste blomstrede Liberty-materialer. Brandet har øje for de naturlige materialer og elegante prints, der tilføjer et interessant look til din garderobe. Der er noget dejligt legende og barnligt over deres fine designs, som gør, at man bliver i godt humør af det.”

Milsted.

Item Studio

“Enhver kvinde burde have et stykke Item Studio i klædeskabet. Designet er casual, tidløst og moderne, fine strukturer og karakteristiske detaljer med potentiale til at blive de mest elskede i garderoben på tværs af årstider med deres referencer til herremoden. Kollektionen består af strik, boksershorts, bukser og kjoler. Alt sammen i fine pastelnuancer.”

Item Studio.

Du kan stemme på ALT.dk frem til den 6. juli 2020, hvorefter vinderen kåres.