Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Så faldt dommen: Rains vinder kopisag over international modegigant

Efter fire års kamp har det danske brand i dag fået medhold i sagen mod Inditex, som er blevet kendt skyldig i kopiering af to af Rains’ signaturregnfrakker.
Efter fire års kamp har det danske brand i dag fået medhold i sagen mod Inditex, som er blevet kendt skyldig i kopiering af to af Rains’ signaturregnfrakker.

Det virkede som en ulig kamp, da danske Rains for nu fire år siden anklagede den spanske modegigant Inditex, der blandt andet ejer kæden Zara, for at have produceret og solgt kopier af brandets genkendelige regnjakker i deres butikker.

Men Rains var ikke desto mindre “villige til at følge sagen til dørs,” som de tilbage i 2017 formulerede det, da de offentliggjorde, at de i 2016 havde lagt sag an mod en af verdens største modevirksomheder.

Men nu viser det sig, at det betaler sig at være vedholdende, selv som en lille spiller. I dag, fredag den 15. maj, har Sø- og Handelsretten nemlig afsagt dom og fastslået, at Inditex har krænket Rains’ rettigheder efter Markedsføringsloven.

“Vi vil vise, at globale giganter ikke uhindret kan stjæle design og krænke rettigheder som en del af deres forretningsmodel. Vi er opmærksomme på, at mange fagfolk i og uden for modebranchen har afventet resultatet af denne retssag for potentielt at kunne følge i vores fodspor. Vi vil gerne  opmuntre flere virksomheder til at tage kampen op,” siger medstifter Daniel Brix Hesselager i en pressemeddelelse i dag.

Formålet med retssagen var både at få nedlagt forbud mod Inditex’ salg af de kopierede regnjakker, samt at kræve erstatning. Efter i dag må Inditex ikke sælge de to regnjakker på det danske marked, hvorefter Sø- og Handelsretten nu skal tage stilling til erstatningens omfang. Ifølge Rains, er næste skridt for dem nu overvejelser om forfølgelse af sagen internationalt.

De to regnjakker: Zaras til venstre, Rains’ til højre.