Cecilie Bahnsen, HDR Denmark, onsdag den 29. januar 2020, klokken 15.00.

Det er vist ingen underdrivelse at sige, at modeverdenen elsker Cecilie Bahnsen. Den lille fine designer med det både faste, milde og til tider distræte blik har simpelthen ikke ramt forkert, siden hun debuterede i 2016 og vandt Dansk Design Talent Magasin Prisen (nu: Magasin Du Nord Fashion Prize, red.).

Hendes signatur er korte, men voluminøse barokkjoler og “natkjoler” i vidunderlige materialer. Fra den helt tunge, sensuelle velour til lag på lag af sommerfuglespinkelt organza. Og altid sat til striktrøjer og grove, flade sko. Cecilie Bahnsen har udtalt, at hun ikke er i tvivl om, at det er København, der giver hende ro til at skabe, men har fra starten tænkt sit kundegrundlag globalt. Strategien har betydet kæmpe succes i London, Paris og Asien – Japan er hendes største kunde nu – og selvfølgelig blev hendes AW20-kollektion vist frem allerede i sidste uge under den parisiske haute couture-modeuge. Men det har også betydet en masse kopister. Ingen nævnt, ingen glemt, men der er mange, som gerne vil lægge sig i kølvandet på speedbåden Bahnsen.

Bahnsen sejler dog efter sit helt eget kompas, og hun har bestemt ikke travlt med at ændre på sin succesopskrift, for der er stadig masser af knapper, der kan skrues på. Efter primært at have bevæget sig indenfor de sorte, hvide og sartrosa nuancer, kom der f.eks. med SS20-kollektionen mere farve på, ikke mindst en helt vidunderlig citrongul. Derfor var det også med spænding, hendes showgæster flokkedes til de rå omgivelser på Jenagade 22 på Amager, der blandt andet også lægger hus til Vild med dans, for at se hendes AW20-kollektion.

“I skal nok lige tænde lygten på jeres telefon,” lød det i døren, “der er helt sort derinde.” Og ja, det var der. Men som det er med mørke, vænner øjnene sig pludselig til det og kan se mere, end man skulle tro. Fuldstændig som med Bahnsens design, der på afstand “blot” er en fin silhuet (den, som kopieres overalt), men som tæt på er som en myldrende skovbund af forunderlige detaljer (den, som ingen kan gøre efter). Meget passende udgjordes den eneste udsmykning i det prunkløse rum da også af en skærm med et fotografi skudt af svenske Martina Hoogland Ivanow, som Bahnsen har været inspireret af siden sin studietid. Fotografiet, der viste et råt, nordsvensk vinterlandskab med pletvise forekomster af sne, slukkedes, idet lyset blev tændt, og den første model trådte ind, helt klædt i hvidt.

Og Bahnsen-effekten udestod ikke. Jo tættere, modellen kom på, jo mere åbnede tøjet sig for beskueren. Et vidunderligt sammensurium af detaljer: En hvid bar-jakke med sporty silkesnører bag på og med et bredt stykke blonde med blondekanter båret skråt hen over skulderen, som var det en taske eller et gevær, nederst en voluminøs nederdel, der sluttede over et par sneakers med strømper i.

Derefter fortsatte den ene hvide drøm efter den anden; pufærmer, krinolineeffekt, flæser, snører, lingeridetaljer, åbne rygge, grove, men ultrabløde striktrøjer og -veste, seethrough og bæk og bølge-lignende, crepede tekstiler og quiltede skørter med diskret tiedye-effekt, som havde stoffet ligget og gulnet lidt, før det blev fundet frem fra kisterne på loftet og brugt igen af en ny generation.

Efter de hvide indgange fulgte sølvfarvede, derefter sorte, så jordbrune og til sidst isblå. Alle i de mest forunderlige materialer, som Bahnsen med den vidunderligt krøllede hjerne selv får fremstillet. Og det syntes, som var det selve landskabet, der var materialiseret og legemliggjort for vores øjne. Som var det alfer, vi så, manet ud af deres vinterhi. Det var poesi og eventyr og helt, helt vidunderligt, og man måtte knibe sig i armen over skønheden.

Men det, der gør Bahnsen så attrået, at selv de, der burde holde sig for gode til den slags, kopierer hende, er, at hendes tøj er så utroligt brugbart. Og som for at understrege det, havde designeren til denne kollektion indgået et samarbejde med den skotske overtøjsproducent Mackintosh og havde skabt efterårets musthave: Regnslag med indgraverede blondekraver, selvfølgelig holdt i de fem enkle vinterfarver. Fuldstændig som sokker og sneakers i øvrigt, der alle var tone i tone med tøjet.

Med sit overtøj og sine sneakers, der har afløst militærstøvlerne, sender Cecilie Bahnsen et signal om, at hendes alfehær nu ikke kun marcherer – de løber. Ud over det åbne landskab, ud at erobre verden.

Se hele kollektionen her.