I anden uge af januar skød Pitti Uomo AW20-sæsonen i gang og med det den fjerde sæson af Scandinavian Manifesto – den københavnske modemesse Revolvers italienske hjertebarn. I år med i alt 21 skandinaviske brands, herunder et par nytilkomne som Magnafied, Gudrun & Gudrun og HGBB Studios, som alle viste deres bud på herremoden nu og bedre end det – de næste mange sæsoner frem.

Der var et tydeligt fokus på ikke bare det bæredygtige alene, men også det æstetisk og kvalitetsmæssigt holdbare. Der hvor de nyeste trends ikke nødvendigvis råber sig vej til de forbipasserende, men i stedet findes i detaljegrad, konstruktion og materiale – den vej vi skal gå for at tage ansvar for branchens aftryk. Noget, der også var temaet for flere af de danske brands, der udstillede udenfor Scandinavian Manifesto-området som Colourful Standard og Knowledge Cotton Apparel. Men der var også bud på, hvordan det bæredygtige kan være alt andet end det typisk klassiske, som eksempelvis det blot halvandet år gamle brand di(vision), som skaber deres designs ud fra deadstock-materialer, vintage jeans og militærjakker.

Også det sportsligt funktionelle – og dermed mindre trendbaserede – har tydeligt vundet indpas i sin cross-over mellem sportstøj og mode, der udmærker sig ved ikke bare at lave lånt sportens stilmæssige udtryk, men rent faktisk have funktionalitet som high-performance sportstøj båret frem af brands som Asger Juel Larsens Unridden og særligt Malkit Singhs 7 days. Men alt dette er ikke bare udtryk for en branche, hvor flere er kastet hovedkulds ind i forsøget på en bæredygtig omstrukturering, men også en branche, der i denne omstruktureringsperiode skal tilpasse sig folks nye forbrugsvaner – og det sker ikke uden en nedjustering.

Soulland til Scandinavian Manifesto.

Færre indkøbere med større budgetter

På Pitti Uomo udmøntede dette sig i et fald i besøgende på 10 procent fra januar sidste år. Et forventet, men trods alt et betydeligt fald, der særligt var udgjort at færre italienske indkøbere. Noget, der dels tilskrives messens tidlige start på året, allerede anden uge af januar, og et generelt stagnerende forbrug af tøj.

“Der deltog omkring 21.400 reelle indkøbere, hvoraf mere end 8300 kom fra udlandet. Dimensioner, som kun Pitti Uomo kan bryste sig af på verdensplan. På den anden side, hvis velfærdsøkonomierne alene viser en svag vækst, hvis Kina og Tyskland også sænker farten, hvis det europæiske – især italienske – forbrug står stille, de sociale spændinger stiger, og det globale geopolitiske scenarie koger, hvordan kan vi tro, at intet af dette vil blive oversat til større forsigtighed fra indkøberne?,” reflekterer Pitti Immagines General Manager, Agostino Poletto, i en efterfølgende udsendt pressemeddelelse. Han bakkes op af Raffaello Napoleone, CEO, Pitti Immagine:

“Vi havde en vanskelig start denne gang. Den internationale kalender tvang os til at åbne umiddelbart efter juleferien, men vi indhentede det hen mod slutningen, og både vi og udstillerne er meget tilfredse. Næste år åbner vi først den efterfølgende uge, hvilket er godt for alle,” siger han og fortsætter:

“Alle modemesser bliver nødt til at se de kolde kendsgerninger i øjnene. Mængden af forhandlere bliver mere koncentreret overalt i hele verden, samtidig med at en større del af salget sker på kvalitetsplatforme online. Det betyder, at der er færre butikker, færre indkøbere, men også at hver enkelt indkøbers budget er steget markant. Du skal bare tage en tur rundt i gaderne for at forstå, hvor mange butikker, der er lukket i de senere år. Selve brandsene er også blevet mere selektive, når det kommer til forhandlere.”

Den skandinaviske oplevelse

På Scandinavian Manifesto deler man samme oplevelse. En lidt stille start, men gode, stabile dage efter åbningsdagen tirsdag. Hvor de tidligere delte en af de metalskinnende haller på Fortezza da Basso området, har Scandinavian Manifesto i år fået sin egen og større hal i udkanten af området. Og fra midten af lokalet, centreret omkring kokken Frederik Bille Brahes miniudgave af Apollo Bar, hvor han hver dag samler både udstillere og gæster til morgenmad, frokost, kaffe, er kreativ direktør for Revolver Christian Maibom ikke i tvivl om værdien af Revolvers italienske indsats. Uden det dog er et format, han vil kopiere over på andre internationale modeuger.

Mads Emil Grove Møller var en af gæsterne under Scandinavian Manifesto og Pitti Uomo.

“Det er min tilgang til det her, at vi ikke skal nogen steder udenfor vores eget habitat, Revolver i København, hvis det ikke er med de allerbedste. Folks midler er begrænsede og skal investeres de helt rigtige steder. Pitti Uomo er en stor og velsmurt maskine, de bedste i verden indenfor deres felt, og de har taget imod os som familie. Derfor har det givet mening at forlænge vores samarbejde med messen nu for fjerde gang. Pitti kan spørge hvem som helst om at samarbejde med dem, men de har spurgt os, og det er vi selvfølgelig stolte af – samtidig med at det er en credit til, hvad der sker i Skandinavien rent beklædningsmæssigt.”

Hvad vil du gerne vise med det udvalg af brands, I har kurateret denne sæson?
“Vi har oplagt fokus på bæredygtighed og viser brands med forskellige tilgange hertil. Men mest af alt handler det for os om at hive nichebrands med herned. Vi har nogle af de større brands som blandt andet Norse, der nok er det største herrebrand inden for deres segment, og de er selvklart med til at trække trafik hertil, som også de mindre brands nyder godt af. Jeg er glad for, at vi har så meget gentagelse sæson efter sæson, for det viser en tillid til os, men jeg er også glad for at repræsentere nye brands, som Adnym Atelier, startet af Hopes grundlægger, Stephan Söderberg,” fortæller Maibom, der lægger vægt på Revolver-teamets kontinuerlige arbejde ud fra det samme sæt værdier, som med hans ord handler om “at behandle folk ordentligt, levere varen, fikse det, der skal fikses, og have en dialog med deres udstillere igennem hele året.”

Hvordan har jeres rolle som messeinstans ændret sig?
“Der er 30 procent færre indkøbere nu end for ti år siden. Og de sidste 70 procent har mere travlt end nogensinde før, og dem skal vi forstå at servicere. Vi har en modeuge i København, der er virkelig komprimeret grundet shows og showrooms samtidig med messerne. Derfor har vores fokus de sidste tre-fire år været på netop indkøberne, for det er dem, der betaler for festen. Hvis ikke vi som tradeshow og partner til vores udstillende mærker skaber mere værdi for dem, end de investerer, så er vi doomed. Vores strategi i forhold til brands er herudover de designerdrevne, contemporary brands, der sikrer os den nordiske trafik. Det er jo også det, de udenlandske indkøbere kommer til København for at købe. Det er jo ikke for at købe Karl Lagerfeldt, Raeburn eller Helmut Lang. Min pointe her er, at København er en regional handelsstation med internationale ambitioner. Jeg lyder nok lidt kedelig, men jeg synes, det er at stikke folk blår i øjnene at fremføre København som en international destination. Ikke fordi jeg ikke er ambitiøs omkring projektet, men fordi jeg ikke tror på, at vi i den forstand bliver internationale som Firenze eller Paris i min levetid. Det, der i bund og grund legitimerer Københavns modeuge, er det nordiske marked, Skandinavien.”

Den gode historie om Danmark

Når Revolver-teamet ankommer til Firenze, er det bare en hal, der møder dem, og hele messearrangementet skal bygges op og gøres klar til de deltagende brands. Noget, der trækker tænder ud på teamet, som få uger efter også skal være klar i København også.

“At afholde Scandinavian Manifesto belaster systemet i vores organisation, men vi synes stadig, det er både så rigtigt, sjovt og givende, at vi bliver ved. Der er virkelig fint fokus på Skandinavien disse år, og moden – og dermed instanser som vores – nyder godt af det. Siden finanskrisen har vi oplevet, hvordan middelklassen er blevet slået i jorden over alt i verden, og der uro overalt,” siger Christian Maibom, der dog er mere forhåbningsfuld, når det kommer til den nordiske region, hvor vores levemåder er en god rammefortælling omkring tøjet:

“Men så kommer man op til os i Skandinavien, og her er der faktisk ro på. Hos os lever middelklassen stadig fint. Der er håb for vores børn. Det er vindmøllerne, det er måden, vi cykler på, kommunikerer på, vores havnebade, vores liv i balance. Det er det hele. Det smitter også af på vores mode og folks ønske om at købe ind i den. Det er summen af alt det, vi skal sælge, og det er også derfor, vi har Frederik Bille Brahe til at stå og hygge om folk. Det er en del af vores kultur. Du kan jo købe et par bukser fra hvem som helst, men er det ikke sjovere at gøre det fra en eller et sted, som du har et forhold til?”