Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

To danske børnetøjskoncerner fusionerer: Vil være én af Skandinaviens førende

Brands4kids og Utoft Kids Group har netop afsløret, at de per 1. januar 2020 bliver til én virksomhed.
Brands4kids og Utoft Kids Group har netop afsløret, at de per 1. januar 2020 bliver til én virksomhed.

I fredags, den 6. december 2019, tog de to børnetøjsvirksomheder Brands4kids og Utoft Kids Group hul på et nyt kapitel ved at sætte deres underskrift på fusionspapirerne, som officielt slår dem og deres porteføljer sammen – fremadrettet skal de drive de i alt ni brands i fællesskab: CeLaVi, Color Kids, Creamie, En Fant, Fixoni, Me Too, Minymo, Nordic Label og Pippi.

Virksomheden vil fortsætte under navnet Brands4kids A/S, og CEO Erik Andreæ bliver siddende i direktørstolen – nu med følgeskab af Claus Utoft, der på nuværende tidspunkt er direktør i Utoft Kids Group, men som nu bliver chef for Sourcing og PL, og Michael Nederby, der forbliver salgsdirektør. De tre udgør desuden også virksomhedens nye ejerkreds. Den fremtidige drift rykkes ind under ét tag i Brands4kids’ hovedkontor i Ikast, hvorimod Utoft Kids Groups hovedkontor i Give bliver det nye lager- og logistikcenter.

Målet med fusionen er at ruste virksomhederne til fremtiden i en børnetøjsbranche, der, ifølge dem selv, har haft “hårde betingelser i igennem flere år.”

“Ved at fusionere fortsætter vi vores vækstrejse og bliver én af Skandinaviens største aktører indenfor baby- og børnetøj med et bredt sortiment af forskellige kategorier og brands, hvilket giver B2B-kunderne mulighed for at samle deres indkøb ét sted. Vi sikrer samtidig en ensartet høj kvalitet i leverancerne og en back-office service, som gør, at vores kunder kan koncentrere sig om at sælge vores brands,” udtaler Erik Andreæ i en pressemeddelelse og suppleres af sin nye forretningspartner, Claus Utoft:

“Èn af de store fordele ved at samle alle aktiviteter under ét tag såsom design, indkøb samt salg og marketing er, at alle vores dygtige medarbejdere tænker børnetøj fra morgen til aften. Dét at være den foretrukne partner har ikke kun noget med vores design og udtryk at gøre, men i større grad hvorledes vi effektivt kan source vores varer og samtidig have volumen i vores indkøb.”

Bæredygtighed forbliver øverst på dagsordenen

Det er ikke mere end én dag siden, at vi kunne fortælle historien om, at Brands4kids har øget deres fokus på bæredygtighed og blandt andet er i gang med at blive en del af BCI (Better Cotton Initiatives). Målsætningen er dog højt på dagsordenen hos begge virksomheder – og fusionen handler derfor også om at stå sammen om transformationen og i fællesskab komme et skridt nærmere målet om at blive én af de foretrukne leverandører af bæredygtigt børnetøj i Norden.

“Det at være compliance i dag kræver ekstrem meget, og vores mål er klart, at vi som udbyder af produkter og brands til børn skal være på mærkerne, når det gælder bæredygtighed, og også hvorledes vi som virksomhed agerer i denne jungle af regler og krav,” siger Erik Andreæ videre, der i dag beskæftiger fire personer med CSR, hvis opgave er ikke blot at sørge for, at virksomheden arbejder med FNs 17 verdensmål, men også at Brands4kids kan leve op til de krav som kunderne stiller.

“Det er vores fornemste opgave at hjælpe vores forhandlere, så vi er sikre på, at de overlever. Det gælder både fysiske butikker, onlinebutikker og kæder. Vi er nødt til at være ét skridt foran og sikre, at vi har dé løsninger, der lever op til forhandlernes behov, således at vi forbliver den fortrukne partner indenfor børnetøj,” afslutter den nye salgsdirektør Michael Nederby.

Brands4kids og Utoft Kids Groups fusion træder officielt i kraft den 1. januar 2020.