Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Danskerne er stadig vilde med et godt tilbud: Black Friday slår ny rekord online

Både hos DIBS og MobilePay Online viste sidste uges Black Friday sig at sætte nye højder for danskernes shoppelyst.
Både hos DIBS og MobilePay Online viste sidste uges Black Friday sig at sætte nye højder for danskernes shoppelyst.

“Black Friday er uden tvivl e-handlens største handelsdag. Omsætningen er steget med 50-60 procent i forhold 2018, og der har været fuld aktivitet hele dagen igennem,” lyder det i en pressemeddelelse fra Niels Ralund, direktør i FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel). Han kan på bagkanten af dette års Black Friday, som buldrede ind over landet i fredags den 29. november 2019, berette om en online omsætning, der har rundet 750 millioner kroner.

At online shopping vokser i popularitet er ingen nyhed, men hos flere af de store virksomheder, der leverer betalingsløsninger til netbutikkerne, herunder Mobilepay og DIBS, vakte det alligevel opsigt, hvor god den store udsalgsdag blev i år online.

Hos DIBS, som er en del af Nets og som står for betalingssystemet hos mere end 30.000 webshops, kan de berette, at antallet af handler steg med hele 57 procent sammenlignet med sidste år. Sammenligner man det med en normal fredag i 2019, blev der i fredags klikket 151 procent flere varer i de virtuelle indkøbskurve. Også hos MobilePay Online oplevede de stor opbakning til det amerikanske udsalgsfænomen blandt danskerne. Hos dem omsatte Black Friday ti gange eller 966 procent mere, end fredagen inden. MobilePay Online blev i alt brugt 556.000 gange svarende til en omsætning på 376 millioner kroner på dagen. Ifølge Lars Green, ansvarlig for MobilePay Online, viser deres tal, at danskerne i høj grad er begyndt at bruge mobilen til betaling på webshops:

“Vi har haft en vild dag hos MobilePay. Målt i kroner og ører er vi steget 65 procent, og antallet af betalinger er vokset med 77 procent. Der var mest tryk på mellem klokken 21-22, hvor vi havde 40.000 betalinger, der tilsammen omsatte 26 millioner kroner.”

Den rette timing gør udslaget

På trods af stigende opbakning til den store udsalgsfest herhjemme, tydede resultaterne fra sidste års Black Friday på, at danskerne langt om længe var ved at blive tilbudsmætte. Selvom mange havde regnet med endnu et rekordsalg, blev der på dagen i 2018 omsat for mindre end i 2015, 2016 og 2017. Det viste tal fra Nets, der fremlagde resultaterne for Dankort-handelen både online og i de fysiske butikker.

Men med dette års resultater ser det ud til, at der nærmere var tale om et enkeltstående tilfælde end et tegn på en ny holdning til Black Friday. Det kan dog også skyldes noget så lavpraktisk som timing, forklarer Marketing Manager hos DIBS Tanja Oda Sørensen:

“Black Friday er i år landet på en dag, hvor mange har fået løn, og selvom vi, i tråd med tidligere år, har set en del negativ omtale af Black Friday-fænomenet i medierne, så peger alle tal på, at danskerne virkelig har taget Black Friday til sig og ikke siger nej til et godt tilbud,” siger hun i en pressemeddelelse og fortæller, at købene i år – modsat 2018 – også har været spredt ud over hele dagen.

“Sidste år så vi, at danskerne tidligt købte sig ’trætte’, men i år har der været godt gang i købene igennem hele Black Friday-døgnet. Vi så det højeste peak i onlinekøb klokken 15.32 – så danskerne har helt sikkert holdt øje med de gode tilbud i arbejdstiden og har købt noget, inden de er gået på weekend.”

Sidste år blev der, ifølge Nets, shoppet for i alt 1,94 milliarder kroner med Dankort. Det tal dækker både over fysiske butikker og online. Resultaterne for, hvordan Black Friday samlet set er gået i år, har de ikke oplyst, men ifølge FDIH, der har talt med flere store forhandlere, herunder ProShop, Salling, Imerco og Moodings, har dagen hele vejen rundt slået sidste års omsætningstal.

Ifølge DR, er tøj den kategori, danskerne helst vil købe, når de gode tilbud ruller på Black Friday, skarpt efterfulgt af elektronik. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv.