Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Økonomi

Le Fix fremlægger negativ vækst

Det danske jubilæumsbrand har i 2018 og 19 været udfordret af blandt andet lavere vækst end forventet på de udenlandske markeder, viser nyt årsregnskab.
Det danske jubilæumsbrand har i 2018 og 19 været udfordret af blandt andet lavere vækst end forventet på de udenlandske markeder, viser nyt årsregnskab.

2019 er året, hvor kreativ direktør Benny Kusk kan fejre, at det nu er 20 år siden han stiftede Le Fix sammen med sine to venner, Rasmus Jacobsen og Jesper Holm. Men selvom Le Fix to årtier inde stadig har fødderne solidt plantet på både modemarkedet og i de loyale forbrugeres bevidsthed, mærker også de, hvordan de skiftende tider gør det sværere at holde den økonomiske balance intakt. Det viser Le Fix’ nye regnskab, som maler et billede af en virksomhed med store omstruktureringer i vente.

Det nye årsregnskab, der blev fremlagt i fredags og som dækker over perioden 1. juli 2018 til 30. juni 2019, viser et bruttoresultat, der ikke har flyttet sig meget sammenlignet med året før. Hvor det i 2017/18 endte på 2.089.884 kroner, er det i dette regnskab på 2.161.399 kroner. Ser man på bundlinjen er denne dog decideret gået i den forkerte retning, da man her kan finde et underskud på lige over én million kroner. Også egenkapitalen er påvirket og lyder nu på -1.198.299 kroner modsat et mindre minus på -143.303 kroner året før.

Og det er da også et resultat, der hos ledelsen anses for utilfredsstillende. Ifølge dem, skyldes den negative udvikling, at de har oplevet lavere vækst end forventet på de udenlandske markeder samt lavere marginer på deres største engroskunder. Herunder har virksomhedens valgt at omlægge strategien og ’hjemtage’ ansvaret for engrossalget på de udenlandske markeder, da de øgede investeringer i udenlandske distributører og agenter ikke har givet den kommercielle effekt, som ønsket. Med henblik på at yderligere vende skuden frem mod 2020 vil Le Fix desuden stramme generelt ind til benet:

“Ledelsen har i foråret 2019 iværksat et optimeringsprogram samt en tilpasning af organisationen for at styrke lønsomheden i virksomheden med effekt fra det nye regnskabsår 2019/20. Herunder har virksomheden afskediget én fuldtidsansat, opsagt kontorlejemål, reduceret kollektionsomkostninger, reduceret lageromkostninger, samt reduceret diverse salgs- og administrationsomkostninger,” skriver Le Fix i deres ledelsesberetning og afslutter på en positiv note:

“Ledelsen ser derfor positivt på den økonomiske udvikling fremadrettet og forventer et positivt resultat i 2019/20.”

Læs vores jubilæumsinterview med Le Fix her:

Le Fix 20 år: Japan-eventyr, tidsånd og små bæredygtige skridt