Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Uddannelse

KADK vil styrke forbindelsen til erhvervslivet

Fra 2020 sendes alle arkitekt- og designstuderende i praktik for at styrke deres netværk og gøre overgangen til arbejdsmarkedet lettere.
Fra 2020 sendes alle arkitekt- og designstuderende i praktik for at styrke deres netværk og gøre overgangen til arbejdsmarkedet lettere.

Uddannelsesinstitutioner får ofte skudt i skoene, at der er for lidt kobling til erhvervslivet i forbindelse med deres uddannelser. At deres elever ikke kender til livet på arbejdsmarkedet, før de er færdige, og at overgangen fra studie- til arbejdsliv derfor bliver vanskelig for de studerende. Men det vil KADK lave om på.

De har netop annonceret, at et praktikforløb – fra i dag udelukkende at være en tilvalgsmulighed – i 2020 bliver obligatorisk for alle arkitekt- og designstuderende. Målet er netop at styrke forbindelsen til erhvervslivet samt at give de studerende nogle værktøjer, som skolebænken ikke kan. Det skriver KADK i en pressemeddelelse.

Mathilde Aggebo, fagleder på KADK, er glad for, at praktik nu bliver en fast del af de studerendes skoletid. Hun fremhæver vigtigheden af det netværk, som en praktikperiode kan give.

“Det er noget, vi længe har arbejdet på at få indført i uddannelsen. Praktikken er den bedste måde at bygge bro mellem uddannelse og erhvervslivet på. I praktikken får de studerende lagt grunden til et professionelt netværk, som har meget stor betydning, når de skal i arbejde efter endt uddannelse. Og virksomhederne får glæde af de kreative kompetencer og al den nye viden, som de studerende kan bidrage med,” siger hun i pressemeddelelsen og suppleres af arkitektstuderende Halfdan Wegge, som selv var i praktik i foråret 2019:

“At være i praktik handlede for mig meget om at blive bestyrket i, at jeg har en stærk faglighed, som kan sættes i spil i en jobmæssig sammenhæng. Praktikken afmystificerede overgangen fra studie til job, samtidig med at jeg oplevede, hvordan arbejdsgange og projekter forløber i en virksomhed. Den erfaring har givet mig en ro omkring min faglighed, som jeg tager med tilbage til mine studier.”

Praktikken er indlagt i sjette semester af bacheloruddannelsen og kan afholdes i traditionelle arkitekt- og designvirksomheder, men også i blandt andet kommuner og offentlige instanser, der kunne have interesse i de studerendes kompetencer.