Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Aarhusiansk modeunivers fejrer 25 år i branchen: “For os er udvikling et nøgleord”

En gennemgribende renovering, nyt logo og et øget fokus på digitale kanaler. Vi har talt med butiksejer Hanne Sohl, der de sidste 25 år har været med til at opbygge modescenen i Aarhus med sin butik FF2.
En gennemgribende renovering, nyt logo og et øget fokus på digitale kanaler. Vi har talt med butiksejer Hanne Sohl, der de sidste 25 år har været med til at opbygge modescenen i Aarhus med sin butik FF2.

Der er sket meget med modescenen i Aarhus, siden luksusbutikken FF2 for første gang slog dørene op i 1994. Som en af de første – og senere også vigtigste – forhandlere af et kurateret miks af danske og internationale modehuse som AF Agger, Rotate, Gudrun & Gudrun, Totême, Vanessa Bruno og Chloé har FF2 uden tvivl været med til at bane vejen for det voksende modefokus, den jyske hovedstad har i dag. Nu, 25 år senere, kan Hanne Sohl, der er stifter af FF2, så fejre, at butikken har eksisteret i et kvart århundrede. Et jubilæum, der blandt andet er blevet markeret med en gennemgående renovering af butikken, der er stadig er placeret i det hyggelige latinerkvarter i Volden 29. Det betyder først og fremmest, at forretningen er blevet større – en beslutning, der bunder i et ønske om at kunne udvide sortimentet, herunder især med smykker.

“Tiden var helt enkelt inde til at forny os. For os er udvikling et nøgleord, vores kunder og brands udvikler sig, og så er det helt naturligt, at vi følger med. Vi vil gerne skabe bedre rammer for vores kunder og brands, og da vi samtidig kunne udvide forretningen, var projektet oplagt. Vi står nu med en forretning med mere plads, bedre prøverum, mere lys og langt bedre eksponering af vores smykker,” fortæller indehaver Hanne Sohl, der i sin tid åbnede butikken, imens hun stadig var studerende, og som siden har stået i spidsen for at drive forretningen til det brand, det er i dag.

Med den nye renovering har FF2 beholdt indretningen i et enkelt og rent udtryk, hvor materialer som egetræ og finsk granit brydes af grå flader og ravfarvet glas. Derudover er der arbejdet med butikkens lysindfald for at give den bedste farvegengivelse på det løbende udskiftede udvalg af smykker, sko, tasker og tøj. Men den mest fremtrædende forandring af FF2s visuelle identitet bliver dog det nye logo. Et logo, der med sit grafiske udtryk og lige linjer blot er endnu et forsøg på at holde sig ajour med nutidens æstetik, forklarer Hanne Sohl:

“Vi var glade for vores gamle logo, men indimellem gælder ’kill your darlings’. Det gamle logo, der var kreeret i en ’flammeskrift’, tog afsæt i en anden tid. Nu har vi introduceret et slags logo-par, som består af et meget enkelt FF2-logo og et mere dekorerende og figurativt logo, som vi kalder vignetten. Denne kombinerede løsning er vi super glade for,” siger hun videre.

FF2s nye logo.

En modeverden i forandring

At modebranchen har forandret sig i løbet af de sidste 25 år, behøver man ikke fortælle Hanne Sohl. Det har hun været personligt vidne til gennem sin butiks ’vindue’ til både branchens og forbrugernes udvikling. Ser man på Aarhus specifikt, har selve retailscenen ændret sig, oplever hun – men efterspørgslen på mode, den lever i bedste velgående:

“Modebilledet er langt mere foranderligt og bredt i dag og ikke så uniformeret som tidligere. Monobrandshops har gjort deres indtog, og der er færre multibrand-forretninger end tidligere. Men byen har fortsat et super spændende modebillede, fordi unge er meget stærkt repræsenteret  i gadebilledet i en studieby som Aarhus,” siger hun og svarer til spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at FF2 har formået at holde stand i så mange år:

“Det er svært at komme med en opskrift. Men vi elsker det, vi laver, og vi gør os umage med at ’levere varen’ hver evig eneste dag.”

At levere varen handler for FF2 både om at holde fast i det modekoncept, Hanne Sohl oprindeligt udtænkte, og dermed det, hun har brugt de sidste 25 år på at specialisere sig i. Men det handler også om at være agil og omstillingsparat, når både kundernes adfærd og markedet generelt får nye spilleregler. Spilleregler, der for modebranchens vedkommende i dag i høj grad dikteres af modemediet over dem alle – Instagram.

“Vi arbejder meget mere digitalt i dag. Først og fremmest spiller medierne, Facebook, Instagram og vores webshop, en helt central rolle i dag, og det gælder både for vores kommunikation med kunderne og for vores salg. Vores primære kommunikation med kunderne sker via Instagram,” forklarer Hanne Sohl og fortæller, at den digitale udvikling på mange måder er positiv, blandt andet fordi de med deres webshop nu har adgang til kunder i hele Danmark. Men der er også udfordringer i form af kortere sæsoner, flere kollektioner og generelt et højere tempo i branchen.

Men at farten er blevet sat op, er ikke det eneste, der sætter rammerne om det at drive modevirksomhed i dag. Målsætninger om bæredygtighed har også ændret spillet – og det mærker de i høj grad også hos FF2, der – som så mange andre – har planer om dedikere deres fokus endnu mere på bæredygtighed i tiden, der kommer.

“Personligt vil jeg hellere sælge ét par jeans til 2000 kroner end ti par til 200 kroner per par. Hele branchen bliver nødt til at sætte tempoet ned. Der bliver produceret alt for meget tøj. Alle led i værdikæden skal bidrage. For eksempel bør producenterne tilbage til at indarbejde mere idé og kvalitet ind i kollektionerne og ikke kun levere, fordi kalenderen tilsiger det,” siger Hanne Sohl og afslutter med at fortælle, hvordan hun selv vil føre den mere ansvarsbevidste tankegang ind i FF2s rolle som multibrand-forhandler – ved at gøre det til et sted, hvor man prioriterer, promoverer og sælger mode, der kan overleve branchens accelererende sæsoner:

“I FF2-regi vil jeg konkret arbejde på, at der præsenteres flere klassikere i vores kollektion.”